Red Barnet sender 1.300 børn og forældre på ferielejr
Mens sommerferien er begyndt for skolebørn over hele landet, ser ferien meget forskellig ud. For mange familier er der hverken råd til sommerhus, ferie i udlandet eller andre ferieoplevelser.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
For mange børn bliver ferielejren sommerens eneste store ferieoplevelse, når Red Barnet igen i år afholder 46 lejre over hele landet.
Mens sommerferien er begyndt for skolebørn over hele landet, ser ferien meget forskellig ud. For mange familier er der hverken råd til sommerhus, ferie i udlandet eller andre ferieoplevelser.
Derfor forventer Red Barnet i år at sende knap 1.300 børn, unge og forældre på ferielejr. Det er på niveau med rekordåret 2024, hvor organisationen for første gang sendte så mange afsted.
Lejrene afholdes af omkring 350 frivillige og skal give børn og familier i udsatte positioner mulighed for at opleve fællesskab, nærvær og gode sommeroplevelser.
Mange familier har ikke råd til ferie
Ifølge Red Barnet lever 48.600 børn og deres familier under fattigdomsgrænsen. De seneste års stigende fødevarepriser har samtidig gjort det endnu sværere for mange familier at få økonomien til at hænge sammen.
"Vi ved desværre, at rigtig mange børn og familier har udsigt til en sommerferie, hvor der hverken er råd og overskud til meget andet end at sidde hjemme i lejligheden. Blandt andet betyder de høje fødevarepriser, at der er massivt pres på de husholdninger, hvor pengene i forvejen ikke slår til. Og seks uger er rigtig lang tid for et barn, når der ingen planer er. Ligesom det er virkelig svært at være den eneste fra klassen, der hverken skal i sommerhus, på telttur, i zoo eller ud at sejle kano," siger Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen.
Ferielejrene skaber fællesskaber
Red Barnet afholder i år 46 ferielejre over hele landet. I alt forventes knap 400 forældre og 900 børn og unge at deltage.
Evalueringen af sidste års lejre viser, at tre ud af fire børn fik nye venner, mere end fire ud af fem gerne ville deltage igen, og næsten ni ud af ti var glade for aktiviteterne.
"Når skoleferien er slut, kan det være svært at vende tilbage, når det ringer ind i august og sidde alene uden noget nævneværdigt at fortælle klassekammeraterne om sommerferien. Derfor er ferielejrene så vigtige. Her får børnene mulighed for at være en del af et fællesskab, få gode oplevelser og mærke, at de hører til," fortæller Johanne Schmidt-Nielsen og tilføjer:
"Men det handler faktisk om meget mere end en forlænget weekend. Det er ”sommerferien” for nogle børn, der stort set aldrig er på ferie. Og ved at skabe trygge relationer og fællesskaber, hvor børnene kan få succesoplevelser og styrke troen på sig selv, kan ferielejren have betydning langt udover sommeren."
Børnefattigdom har store konsekvenser
Ifølge undersøgelser fra Egmont Fonden måtte næsten ni ud af ti forældre i en undersøgelse fra 2024 undlade at sende deres barn på ferie eller væk fra hjemmet inden for de seneste tre måneder på grund af familiens økonomi.
Undersøgelserne viser også, at børn, der vokser op i fattigdom, oftere oplever ensomhed og dårligere trivsel, føler sig mindre accepteret, har mindre tro på egne evner og lever en mindre aktiv og mindre sund hverdag.
"En barndom i fattigdom har store konsekvenser for børnene her og nu, men også på den lange bane. Derfor er det helt afgørende, at vi gør meget mere for at hjælpe børnene ud af fattigdom, og at vi skaber muligheder for, at de kan deltage i aktiviteter og fællesskaber på lige fod med deres jævnaldrende. Der er gode takter i det nye regeringsgrundlag, men vi skal gøre meget mere for at bekæmpe børnefattigdom," siger Johanne Schmidt-Nielsen.