Raklevs sjællandsseriehold henter tre point på Falster

Raklevs førstehold i fodbold, sikrede sig fredag aften en 2‑1‑sejr på udebane mod bundholdet Væggerløse i Sjællandsserien.

Raklevs sjællandsseriehold henter tre point på Falster
Kampens spiller fra Raklev, blev Simon Müller Nielsen, i kampen mod Væggerløse fredag aften. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Selvom hjemmeholdet endnu ikke har fået point i sæsonen, blev kampen mere udfordrende end forventet.

Raklev refererer fra kampen:

Raklev lagde fra start et tungt pres på Væggerløse og holdt hjemmeholdet fast på egen banehalvdel. Med en høj bagkæde og aggressivt presspil havde Raklev fuld kontrol, men effektiviteten manglede i begyndelsen. Først kort før pausen kom forløsningen, da Emil Søborg‑Bøjholm gjorde det til 1‑0 i det 40. minut efter et flot oplæg fra Marcus Stoltenberg. Emil Søborg‑Bøjholm blev spillet fri i feltet og sendte sikkert bolden i mål ved den ene opstander.

Raklev fortsatte det gode spil efter pausen, og allerede i det 48. minut blev det 2‑0. Sebastian Skovhus fandt Jeppe Søholm på kanten af feltet, og med et velplaceret skud udbyggede Jeppe Søholm føringen efter et hurtigt og veludført angreb. Kort efter fik Væggerløse en stor mulighed, men Raklevs målmand Noah Anholm leverede en vigtig redning.

Midt i anden halvleg fik hjemmeholdet et gult kort efter et frispark mod Sebastian Skovhus, men paradoksalt nok gav det ny energi til Væggerløse. Raklev trak sig længere tilbage og overlod initiativet, hvilket hjemmeholdet udnyttede til at reducere til 2‑1 i det 74. minut.

Slutminutterne blev hektiske. Frederik Elmelund var tæt på at lukke kampen for Raklev efter et hjørnespark, men hjemmeholdets målmand diskede op med en flot redning. I den anden ende måtte Noah Anholm igen træde til for at sikre sejren.

Trods en rodet anden halvleg kunne Raklev glæde sig over tre vigtige point.

Kampens målscorer:

  • 0‑1: Emil Søborg‑Bøjholm (40)
  • 0‑2: Jeppe Søholm (48)
  • 1‑2: Mathias Øster (74)

Raklevs Man of the match blev Simon Müller Nielsen, og der var debut til Jeppe Lemvig Jørgensen

Næste opgave for Raklev er tirsdag den 5. maj kl. 19.00 på udebane mod Nykøbing FC.

Del