Raklev var i spillehumør og vandt 5-1 over B. Frem
Raklevs Sjællandseriehold kom hurtigt tilbage på vinderkurs, efter sidste rundes nederlag til Køge Nord, da de spillede hjemme lørdag middag.
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Efter sidste uges nederlag til Køge Nord var Raklev opsat på at få tre point mod B. Frem. Trods det lidt blandede vejr, så var der mødt en del fans op fra B. Frem, der inden kampen talte om, at de var bedst på udebane og havde hentet 2-2 mod Slagelse og Solrød. Det blev så ikke i Raklev, at B. Frem fortsatte med at hente point på udebane for det unge Raklev mandskab var nemlig klar fra start.
Raklev refererer fra kampen:
Raklev lagde ud med et højt pres på B. Frem, som ikke fik mange chancer for at sætte deres spil sammen. I kampens første minutter skabte hjemmeholdet mange chancer og fik også bolden i mål, men målet blev annulleret for offside. Der gik ikke længe før det høje pres blev omsat til mål, da Jeppe Søholm i kampens 15. minut snittede bolden over udeholdets målmand efter et langt indkast fra Cevin Thrane. Allerede minuttet efter fik Cevin Thrane brudt spillet på midten af banen og afleverede straks bolden til en fremadstormende Jeppe Søholm, der ikke svigtede og sikrede Raklev på 2-0.
Efter 2-0 målet sad Raklev på spillet og levnede ikke udeholdet en chance. Der blev skabt mange muligheder, der burde have givet flere mål, men først i de 38. minut kom den næste scoring. Et flot et-to samspil over kanten mellem Sebastian Skovhus og Marcus Stoltenberg gav oplægget til Malte Melin, der bragte Raklev på 3-0 på et skud ved forreste stolpe. Marcus Stoltenberg ville naturligvis også score i kampen og det gjorde han i første halvlegs overtid efter en assist fra Jonas Krøll, der i forbindelse med oplægget lavede nogle flotte detaljer på baglinjen.
Raklev kom ud til anden halvleg med en tro på, at der skulle scores flere mål. Det skete også, da Malte Melin ikke var færdig med at score. I det 55. minut lavede Jonas Krøll endnu en smart detalje, da han elegant fik vippet bolden over en forsvarsspiller ind til Malte Melin i feltet, der resolut sparkede til bolden og bragte Raklev på 5-0.
Efter 5-0 målet faldt tempoet i kampen og udeholdet kom lidt mere med i kampen. Raklev fik et gult kort og B. Frem udnyttede denne overtalssituation og reducere til 5-1 på et brag af et langskud, som Raklevs velspillende målmand Noah Anholm ikke kunne nå.
Dampen gik lidt af Raklevs velsmurte angrebsmaskine i slutningen af kampen, hvor spillet foregik hovedsageligt på midten af banen uden at der blev skabt muligheder for yderligere mål. Udeholdet fik heller ikke skabt noget, og derfor endte kampen 5-1 til Raklev.
Kampens målscorer:
- 1-0: Jeppe Søholm (15)
- 2-0: Jeppe Søholm (16)
- 3-0: Malte Melin (38)
- 4-0: Marcus Stoltenberg (45)
- 5-0: Malte Melin (55)
- 5-1: Magnus Wenzell (63)

Man of the match blev Jonas Krøll. Foto: Raklev
Raklevs næste kamp er på udebane fredag den 24. april kl. 19.00, hvor holdet møder Slagelse B&I. Det er rækkens nummer to og tre der mødes.