Raklev tabte stort ude mod Nykøbing FC
Raklevs sjællandsseriehold i fodbold tabte tirsdag aften 6-2 med Nykøbing FC
Af Thomas Gosch Thomas@tv-kalundborg.dk
Raklev var tirsdag aften på besøg i Nykøbing, hvor det endte med et klart nederlag på 6-2 mod et ungt hjemmehold, der stillede med flere divisionsreserver. Raklev var samtidig ramt af flere afbud i startelleveren.
Raklev fik ellers en drømmestart på kampen. Holdet spillede sig fint frem på banen og fik tidligt sat de offensive kræfter i scene. Det resulterede hurtigt i en stor chance til Malte Melin, der efter et hjørnespark ramte overliggeren. Kort efter lykkedes det Malte Melin at bringe Raklev foran. På et fremragende oplæg fra Marcus Stoltenberg blev Melin spillet fri i feltet og scorede sikkert til 0-1.
Nykøbing fik udlignet efter 25 minutter, men Raklev svarede hurtigt igen. Få minutter senere scorede Malte Melin sit andet mål i kampen, denne gang efter en assist fra Marcus Roed Møller Christensen.
Ved pausen kunne Raklev gå til spilleboksen med en god fornemmelse og tro på point.
Anden halvleg startede også positivt, og Melin var tæt på at fuldende sit hattrick. I stedet blev det Nykøbing, der fik udlignet til 2-2, og herefter faldt Raklevs spil markant sammen. Holdet trak sig længere og længere tilbage på banen og kom under pres i eget felt, hvilket hjemmeholdet udnyttede effektivt.
Med mange boldtab i opbygningsspillet og manglende spil på kanterne blev det svært for Raklev at skabe chancer. Nykøbing overtog styringen og scorede yderligere fire mål i anden halvleg. Det skal bemærkes, at to af scoringerne faldt fra situationer, hvor målscorerne stod i offsideposition.
Kampens målscorer:
- 0-1: Malte Melin (14)
- 1-1: Theodor Qvist Lund (25)
- 1-2: Malte Melin (27)
- 2-2: Jacob Blach Nielsen (49)
- 3-2: Rasmus Berner (59)
- 4-2: Theodor Qvist Lund (65)
- 5-2: Theodor Qvist Lund (73)
- 6-2: Wilhelm Borup (84)
Raklevs Man of the match blev Malte Melin.
Raklev må hurtigt ryste nederlaget af sig, da holdet allerede torsdag den 7. maj spiller pokalkamp på udebane mod Lejerbo BK fra serie 3 med kickoff kl. 19:00