Raklev tabte 2‑1 ude mod Solrød

Trods nederlaget, beholder Raklevs førstehold tredjepladsen i Sjællandsserien.

Raklev tabte 2‑1 ude mod Solrød
Marcus Stoltenberg reducerede i slutningen af 1. halvleg til 2-1 mod Solrød. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Raklev var lørdag på besøg hos Solrød i strålende solskin, hvor ambitionen var, at der skulle tages point med hjem.

Raklev refererer fra kampen:

Kampen fik dog en skidt start for Raklev, der virkede en smule ukoncentrerede på første hjørnespark til hjemmeholdet. Raklev fik ikke dækket ordentligt op for hjemmeholdets to-meter høje profil, Frederik Longhi, som er kendt for sin styrke i luftspillet. Han kunne derfor relativt uforstyrret bringe Solrød på 1-0.

Kort efter blev det også 2‑0 til hjemmeholdet. Situationen opstod efter det, der lignede et frispark til Raklevs Malte Melin, som dog ikke blev dømt. I stedet slog Solrød til i den efterfølgende fase og sendte bolden i nettet uden chance for Raklev‑keeper Noah Anholm.

Efter den svære start fik Raklev bedre fat i spillet og begyndte at vise de vanlige offensive kvaliteter. Kort før pausen lykkedes det at reducere. Et flot opspil startede i forsvaret hos Lucas Boksa, som satte gang i en hurtig omstilling. Jonas Krøll tog bolden videre up ad højre kanten og spillede den til Sebastian Skovhus, der med en præcis aflevering fandt en fri Marcus Stoltenberg, som sikkert scorede til 2‑1. Reduceringen gav Raklev ny tro på tingene, og holdet gik til pause med en klar fornemmelse af, at kampen stadig var åben.

Efter pausen ændrede kampbilledet sig markant. Solrød havde en spiller ude fra start med et gult kort og valgte derfor at trække sig langt tilbage på banen. Hjemmeholdet stod kompakt og overlod initiativet fuldstændigt til Raklev.

Raklev satte sig tungt på spillet og lagde et massivt pres i hele anden halvleg. Raklev forsøgte at bryde igennem på flere forskellige måder og skabte også en række gode muligheder, men manglede den sidste skarphed. Samtidig kæmpede Solrød heroisk og stod imod de mange angreb, hvor de gentagne gange fik afværget Raklevs afslutninger.

Solrød var kun sjældent på Raklevs banehalvdel i anden halvleg, og når de endelig kom frem, blev de hurtigt lukket ned af Raklevs defensiv. Hjemmeholdet havde mere eller mindre parkeret bussen og fokuserede udelukkende på at forsvare deres føring.

Trods det massive pres lykkedes det ikke Raklev at få udlignet, og opgøret endte derfor med et 2‑1 nederlag.

Kampens målscorer:

  • 1‑0: Frederik Longhi (8)
  • 2‑0: Magnus Hauberg Olsen (18)
  • 2‑1: Marcus Stoltenberg (41)

Raklevs Man of the match blev Sebastian Skovhus.

Raklevs næste kamp spilles lørdag den 30. maj, hvor topholdet Køge Nord FC kommer på besøg i Sjællandsserien. Kampstart er kl. 13.00.

Del