Raklev måtte nøjes med uafgjort mod Herlufsholm
Raklevs sjællandsseriehold spillede lørdag formiddag 2-2 mod Herlufsholm
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Raklev stillede op i en offensiv formation, men måtte alligevel nøjes med ét point i hjemmekampen mod et fysisk stærkt Herlufsholm‑mandskab.
Raklev refererer fra kampen:
Kampen åbnede med mange tætte og fysiske dueller på midtbanen, hvor spillet var uden de helt store åbne chancer. Det var dog Raklev, der sad mest på opgøret, og det blev belønnet i det 18. minut. Her bragte Marcus Stoltenberg hjemmeholdet foran 1‑0 efter en flot cut‑back‑aflevering fra Jonas Krøll, som var kommet fri på baglinjen og hurtigt fik øje på Stoltenberg i feltet.
Raklev fortsatte dominansen, og i det 35. minut var Marcus Stoltenberg igen på pletten. Efter en stærk individuel præstation af Jonas Krøll – da han drev bolden frem og fik afsluttet – opstod der en ripost, som Marcus Stoltenberg sikkert omsatte til 2‑0. På dette tidspunkt havde Raklev fuld kontrol over kampen, og det lignede blot et spørgsmål om tid, før føringen blev udbygget.
Ved pausen førte Raklev fortjent 2‑0, og forventningerne var klare: sejren skulle sikres, og gerne med flere mål.
Efter pausen kom begge hold godt ud, men selv om Raklev fortsat skabte de største chancer, begyndte Herlufsholm at vise deres styrke – især på dødbolde, hvor deres fysik skabte problemer. Raklev havde flere store muligheder for at lukke kampen til 3‑0, men manglede skarpheden i afslutningerne, hvilket blev afgørende for kampens udfald.
I det 73. minut fik Herlufsholm reduceret til 2‑1 efter et langt indkast i Raklevs felt, som lidt tilfældigt endte i mål. Reduceringen gav gæsterne momentum, og Raklevs spil blev mere usammenhængende med flere fejlafleveringer og lange bolde uden retning.
Herlufsholm øjnede chancen og lagde et massiv pres i slutfasen. Udligningen kom i det 86. minut efter endnu en standardsituation – denne gang et hjørnespark, hvor Raklev ikke formåede at matche gæsternes fysik i feltet.
Der blev ikke scoret yderligere, og kampen endte 2‑2 – et resultat, der må give ærgrelse i Raklev‑lejren, da opgøret burde have været afgjort længe inden pausen.
Kampens målscorer:
- 1-0: Marcus Stoltenberg (18)
- 2-0: Marcus Stoltenberg (35)
- 2-1: Bertram Buster (73)
- 2-2: Andreas Sandby Lissau (86)
Raklevs Man of the match blev Mathias Bodholdt.
Raklev skal allerede i aktion igen onsdag den 20. maj klokken 19:00, hvor Såby Fodbold fra Danmarksserien gæster Raklev i Oddset Pokalen.