Raklev fik uafgjort mod Slagelse

 Nummer 2 og 3 delte point i Sjællandsserien

Raklev fik uafgjort mod Slagelse
Omkring 400 tilskuere besøgte fredag aften det gamle superligastadion i Slagelse, for at se Sjællandsseriekampen mellem Slagelse og Raklev. Foto: Brian Kristensen

Af Thomas Gosch thomas@tv.kalundborg.dk

Raklev spillede fredag aften ude mod Slagelse på det nok flotteste stadion, som en serieklub i Danmark har. Der er plads til mange tilskuere og selvom, der var mødt omkring 400 tilskuere op for at se kampen, så fyldte de ikke meget på det store stadion. Men de kunne høres, især de mange tilskuere fra Raklev, som gav en fremragende opbakning til spillere, der skulle på hårdt arbejde i Slagelse. 

Raklev refererer fra kampen:

Opbakningen fik Raklev hurtigt brug for, da holdet fik en katastrofal start på kampen. Slagelse startede med at presse Raklev i bund og takket være Noah Anholm i målet, fik Slagelse ikke scoret allerede efter 2 minutter. Det holdt dog ikke længe; Slagelse fastholdte presset og scorede kort efter via et indlæg fra højre, som blev sparket ind af Slagelses målfarlige Martin Ahlgren. Det virkede slet ikke til, at Raklev var klar på Slagelses intensitet fra start.

Raklev fik rystet starten af sig og fik sat mere og mere spil sammen både hen over midten og på kanterne. I kampens 18. minut lavede Jonas Krøll nogle smarte detaljer på midten af banen og sendte en aflevering afsted til Jeppe Søholm. Jeppe Søholm så straks, at Malte Melin var på vej frem af banen og Søholm lagde en perfekt aflevering til Melin, som fra en spids vinkel sparkede bolden ind højt oppe i målet. Et rigtigt flot mål af rækkens topscorer Malte Melin. Målet bragte Raklev helt tilbage i kampen efter den svære start og Raklevs fremadrettede og direkte spil gav nu Slagelse problemer.

 

Selvom Slagelses fysik udfordrede Raklev, skabte Raklev de fleste chancer i kampen. En af chancerne var et skud på overliggeren af den unge Jeppe Præstholm, som var stærkt spillende på sin gamle hjemmebane.

Resten af kampen stod på en masse nærkampe og høj intensitet uden at give de store åbne chancer. Den ujævne græsbane gav ikke de bedste betingelser for et poleret spil, og derfor blev kampen mere præget af lange bolde og nærkampe.

I kampens slutminutter troede de mange Raklev-tilskuere, at Lucas Stoltenberg skulle have et straffespark. Han blev nemlig hevet og flået i trøjen hele vejen ind i straffesparksfeltet, hvor han til sidst røg i græsset, og til stor utilfredshed i Raklev-lejren blev der ikke fløjtet. Lucas Stoltenberg kunne dog ikke fortsætte efter denne episode og blev skiftet ud.

 Der blev ikke scoret yderligere i kampen, hvor uafgjort må siges at være et tilfredsstillende resultat for begge hold.

 Kampens målscorer:

  • 1-0: Martin Ahlgren (6)
  • 1-1: Malte Melin (18)

 Raklevs Man of the match blev Jeppe Præstholm.

Raklevs næste kamp er på udebane fredag den 1. maj kl. 19.00, hvor holdet møder Væggerløse. Der er bus til Væggerløse med afgang fra Røsnæshallen kl. 14.45, hvor der også er plads til 32 tilskuere, efter først til mølle-princippet.

Del