Raklev besejrede topholdet fra Køge Nord FC med 1-0
Efter kun et point i de seneste 3 kampe vandt Raklev lørdag eftermiddag i Sjællandserien
Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk
Raklevs sjællandsseriehold tog imod det ubesejrede tophold fra Køge Nord FC i en kamp, hvor hjemmeholdet var opsat på revanche efter nederlaget i april. Flere Raklev-spillere havde efter det opgør klart meldt ud, at Køge Nord skulle slås på hjemmebane – og sådan gik det.
Raklev refererer fra kampen:
Kampen blev indledt i et højt tempo med stor intensitet fra begge hold. Midtbanen var præget af mange tætte dueller, hvor ingen af holdene for alvor fik kontrol over spillet. Køge Nord forsøgte at sætte deres velkendte kombinationsspil op med teknisk dygtige spillere, men Raklevs midtbane – anført af Mathias Bodholdt – arbejdede utrætteligt for at bryde rytmen.
Raklev stod samtidig solidt defensivt og fik effektivt lukket ned for gæsternes kreative kræfter. Kampbilledet var præget af mange boldtab fra begge sider, hvilket især frustrerede udeholdet, som sjældent fik lov til at dominere. De største muligheder før pausen tilfaldt Raklev, og umiddelbart inden pausen måtte Køge Nord notere sig for et gult kort.
Efter pausen begyndte Raklev at sætte flere gode angreb sammen og kom tættere på kampens første scoring. Køge Nords målmand leverede dog en stærk præstation og reddede flere forsøg, som mange tilskuere allerede havde set gå i mål. Det understregede, hvorfor holdet har lukket så få mål ind i sæsonen.
Forløsningen kom i det 73. minut. Kort efter sin indskiftning modtog Cevin Thrane bolden efter et flot opspil, hvor Mathias Jensen Overgaard og Jonas Krøll kombinerede sig frem centralt foran feltet. Jonas Krøll spillede Cevin Thrane fri, og han kvitterede med et hårdt og præcist skud, som efterlod målmanden uden chance. En fortjent scoring og et stort jubelbrøl fra både spillere, trænere og tilskuere.
Få minutter senere var Køge Nord tæt på udligning. Et skud blev sendt mod det lange hjørne og så ud til at gå i mål, men Raklevs målmand Noah Anholm leverede en fremragende redning og sikrede føringen.
Køge Nord blev i kampens slutfase stadig mere frustrerede, både på banen og fra bænken. Raklev havde kontrol over opgøret og skabte de fleste chancer. Frustrationerne hos gæsterne resulterede i yderligere to gule kort i de sidste ti minutter.
Raklev kunne med lidt skarpere afslutninger have udbygget føringen, men 1-0-resultatet holdt hele vejen, og sejren var fuldt fortjent. Dommerens slutfløjt udløste stor jubel hos hjemmeholdet.
Kampens målscorer:
- 1-0: Cevin Thrane (73’)
Raklevs Man of the match blev Mathias Bodholdt.
Raklev spiller næste gang lørdag den 6. juni klokken 13:30 på udebane mod B. Frem Sakskøbing. Der arrangeres bus til kampen med afgang klokken 9:30 fra Røsnæshallen, og fans har mulighed for at tage med og støtte holdet.