Opdatering: Sprængning på skole - ingen tilskadekomne
Lidt over middag tirsdag den 1. september ankom flere politibiler og en ambulance til en skole i Kalundborg.
Af TV-Kalundborg.dk kontakt@tv-kalundborg.dk
Lidt over middag rykkede Midt- og Vestsjællands Politi ud til Rynkevangsskolen.
I en update klokken 12.37 skriver pressetjenesten følgende:
*"Vi er pt. til stede på en skole i Kalundborg, hvor vi undersøger en hændelse. Alle elever er ude af skolen, og vi beder forældre handle ud fra de anvisninger, som skolen har meldt ud på Aula. Der er ikke fare for nogen i området. Følg politiets anvisninger på stedet. Vi opdaterer, når vi har mere."
Der er både politi og ambulance til stede ved skolen.
Vidner på stedet har fortalt, at der muligvis er tale om bombetrusler og i følge kilder er der blevet spottet flere specialkørertøjer med udrykning i høj fart ind mod Kalundborg.
Midt- og Vestsjællands Politi har netop bekræftet, at der er tale om en sprængning, der er sket ved skolens område. Alle børn og ansatte er væk fra skolen, og forældre skal følge skolens anvisninger.
Der er ud fra det foreliggende tale om en flaske med kemikalier som formentlig er lavet af en eller flere elever på stedet. Der er ingen tilskadekomne.
I endnu en opdatering fra Midt- og Vestsjællands Politi skete hændelsen på en boldbane på Rynkevangskolen. Politiet oplyser desuden, at man er til stede flere steder i Kalundborg.