Planer om nyt maleri på Solskinspladsen
Knapt nok er gavlmaleriet af Grete Balles 'Bølgen, fuglen og lyset' tørt, før Kalundborg Forskønnelsesforening er i fuld gang med at få et maleri af Mogens Balle op på den modsatte gavl.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Mogens og Grete Balle var i mange år en del af den etablerede kunstelite i Danmark – Mogens Balle som maler og Grete Balle som væver.
Mogens Balle var en del af kunstnergruppen CoBrA, og han begyndte at male allerede i 1943. Parret flyttede i 1969 til Kalundborg, hvor de faldt for den gamle skole i Asmindrup, men flyttede siden til Lundevej, hvor Grete Balle stadig bor.
Hun fik for et par uger siden, i forbindelse med sin 100-års fødselsdag, indviet et stort gavlmaleri på Solskinspladsen. Et gavlmaleri, som Kalundborg Forskønnelsesforening var initiativtager til og havde skaffet fondsmidler til.
Nu er Susanne Uhre-Prahl, formand for Kalundborg Forskønnelsesforening, allerede i fuld gang med at sørge for, at der kommer et maleri på den modsatte gavl af Grete Balles værk – nemlig et værk af Mogens Balle.
Helt med på ideen
Den gavl tilhører Sülle Govercin fra Det Mexicanske Bøfhus, og han er helt med på ideen og lægger gerne gavl til.
Også Grete Balle er indforstået med, at man finder et af Mogens Balles værker og får det malet af kunstneren Anne Bundgaard, der også stod for Grete Balles maleri.
Mogens Balle døde som 67-årig den 20. november 1988. Hans stil var abstrakt ekspressionisme, og selv om kortene bliver holdt tæt ind til kroppen, kan Susanne Uhre-Prahl fortælle, at der er fem-seks malerier i spil.
"Jeg kan ikke sige mere, men jeg glæder mig utrolig meget til, at vi kan komme i gang. Nu skal vi have fundet værket – og det sker snart – og så skal der søges fonde," fortæller Susanne Uhre-Prahl.
Om Mogens Balle
I 1946 modtog Mogens Balle et rejselegat, som han brugte på at rejse til Paris. Her stiftede han bekendtskab med den franske malerkunst og kunstnere som Pablo Picasso, Georges Braque og Paul Klee.
Efter hjemkomsten fra Paris forlod Mogens Balle det naturalistiske og figurative maleri og nærmede sig det abstrakte formsprog.
I 1947 var han medstifter af den eksperimenterende kunstnersammenslutning Spiralen sammen med bl.a. Erling Jørgensen, Sven Dalsgaard, Wilhelm Freddie og Edgar Funch. Senere blev også Asger Jorn tilknyttet.
Mogens Balle udstillede i Spiralen fra 1947 til 1956 og var desuden en del af CoBrA-bevægelsen fra 1948 til 1951. I dag kan man se hans bidrag til CoBrA-loftet på Sophienholm. Malerstilen var abstrakt ekspressionisme – et formsprog, som Mogens Balle udviklede og forblev tro mod hele sit liv.