Planer for op mod 300 studieboliger i Kalundborg tager form
Udviklingen af et nyt studieboligområde på Rynkevangen i Kalundborg er nu rykket et skridt videre.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Udviklingen af et nyt studieboligområde på Rynkevangen i Kalundborg er nu rykket et skridt videre. Mandag samlede kommunen projektudviklere og lokale aktører til en workshop, hvor fremtiden for området blev drøftet.
Baggrunden er en stigende efterspørgsel på boliger til unge og studerende. Derfor er planen at etablere op mod 300 studieboliger på adressen Rynkevangen 10. Området er opdelt i tre delprojekter, hvoraf to allerede er i gang.
To ud af tre områder er i fuld gang
Ét projekt står Schibler A/S for, hvor der opføres 88 boliger i to plan samt et fælleshus. Samtidig skal virksomheden Wohn A/S i gang med at opføre 54 boliger i ét plan, hvoraf den ene enhed er til fællesrum. Til enhederne bruger man blandt andet 3D-printede moduler. Det tredje område er reserveret af CPH Village, som fortsat arbejder med deres planer.
Under workshoppen deltog blandt andre repræsentanter fra kommunen, uddannelsesinstitutioner og lokale udviklingsmiljøer som Det Kongelige Akademi, Absalon, Helix Lab og Knowledge Hub Zealand.
Rundvisning med orientering om byggeri
Inden mødet fik deltagerne en rundvisning på byggepladsen, hvor der blev orienteret om fremdriften. Hos Schibler arbejdes der på at få en første etape med boliger klar til studiestart i september, mens Wohn forventer at kunne levere en mindre gruppe boliger på samme tidspunkt.
Workshoppen havde fokus på, hvordan området kan gøres attraktivt for studerende. Deltagerne drøftede blandt andet boligernes indretning, behovet for fælles faciliteter, brugen af udearealer samt mulighederne for at skabe et aktivt studiemiljø. Man drøftede ligeledes, at det kunne være en god ide at etablere noget fælles for hele området. Derudover havde arkitekt ved kommunen, Birgitte Kofod Møller, fokus på, at forbindelserne til resten af byen – både mod campusområdet og bymidten – bliver fremhævet som et vigtigt element i udviklingen.