Plan for Gørlev Svømmehal tager næste skridt i politisk proces
Sagen tager afsæt i en tidligere beslutning i Kommunalbestyrelsen, hvor det i forbindelse med Budget 2022 blev besluttet at opføre en svømmehal i Gørlev.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kaludborg.dk
Lokalplan for Gørlev Svømmehal sendt videre – forslag anbefales med fokus på LAR-løsning ( Lokal Afledning af Regnvand). Altså en måde, hvorpå man håndterer regnvand dér, hvor det falder, i stedet for at sende det direkte i kloakken.
På mødet i Teknik- Natur- og Miljøudvalget den 9. april blev forslag til Lokalplan for en ny svømmehal i Gørlev behandlet og anbefalet sendt videre i den politiske proces. Udvalget tilføjede en bemærkning om, at det bør overvejes at etablere en LAR-løsning i projektet.
Sagen tager afsæt i en tidligere beslutning i Kommunalbestyrelsen, hvor det i forbindelse med Budget 2022 blev besluttet at opføre en svømmehal i Gørlev. Den 26. marts 2025 blev projektet og det nødvendige planarbejde sat i gang, og siden er arbejdet med projektering blevet igangsat efter indgåelse af kontrakt om totalrådgivning primo januar 2026.
Skal aktivere og binde området bedre sammen
Forslaget til lokalplan skal skabe det planmæssige grundlag for opførelsen af svømmehallen, som placeres i et område præget af den tidligere sukkerfabrik. Projektet skal både bidrage til flere rekreative muligheder i byen og være med til at aktivere og binde området bedre sammen med resten af Gørlev via eksisterende stiforbindelser.
Planlægningen har haft fokus på at integrere den nye svømmehal i det historiske miljø, hvor blandt andet de markante siloer og tidligere fabriksbygninger fortsat skal kunne aflæses i området. Samtidig er placeringen valgt ud fra både jordbundsforhold, synlighed fra Algade og nærhed til eksisterende forsyningsledninger.
Analyser af miljøforhold, stedets karakter og vandhåndtering
Som grundlag for lokalplanen er der gennemført analyser af blandt andet miljøforhold, stedets karakter og vandhåndtering. Der er også lagt vægt på at bevare og udvikle stisystemer samt understøtte rekreative muligheder og biodiversitet i området. Enkelte bevaringsværdige træer indgår i planlægningen, mens øvrig beplantning kan tilpasses projektet.
Lokalplanen skal blandt andet sikre mulighed for opførelse af svømmehal med tilhørende faciliteter, grønne udearealer og god tilgængelighed – særligt for bløde trafikanter. En miljøscreening viser, at der ikke er behov for at gennemføre en egentlig miljøvurdering af planforslaget. Denne afgørelse vil blive offentliggjort med en klagefrist på fire uger.
Sagen sendes videre til behandling i Økonomiudvalget og Kommunalbestyrelsen. Hvis forslaget godkendes, vil det blive sendt i offentlig høring i fire uger.