Pinsen i Gørlev - nye og gamle traditioner
Pinsen i Gørlev er altid ganske særlig. I år holdes der både fast i gamle morgenfriske traditioner - og man tager fat på nye.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Pinselørdag i Gørlev har altid været fejret på en helt særlig måde. Det er en tradition, der rækker mange år tilbage. I år er arrangementet lidt anderledes, men man skal stadig være morgenfrisk.
Pinselørdag den 23. maj er nemlig for de morgenfriske. Dengang SuperBrugsen lå midt i byen, hvor Netto nu er rykket ind, var der gratis morgenbord med kaffe, brød og en lille en til halsen fra klokken 6 om morgenen på parkeringspladsen foran butikken.
Og alle byens butikker åbnede klokken 6 med knaldgode tilbud.
Morgenbordet bliver der holdt fast i - men på en anden lokation.
Sidste år rykkede man nemlig til XL Byg på Østerled 32 med det store gratis morgenbord, og sådan er det også i år.
"Der er gratis morgenbord i XL Byg, og der vanker også en lille en til halsen, foruden kaffe og morgenbrød. Det er der ikke lavet om på," forklarer Thomas Klembo, købmand i Rema 1000 og bestyrelsesmedlem i Gørlev Erhverv, som står bag pinsefejringen.
Det nye er, at de fleste butikker og erhverv dropper at åbne klokken 6, men møder i stedet op til morgenbordet hos XL Byg, og med sig har de en stak gevinster, som man kan vinde via et amerikansk lotteri.
På den måde er byens erhvervsliv med i pinsefejringen og har en masse fine gevinster med.
Musikken sørger lokale Henning Weisdrof for.
"Der er kun nogle få butikker, der holder fast i den tidlige morgenåbningstid. Vi gør det selv her i Rema 1000," siger Thomas Klembo.
Ud over Rema 1000 holder Gørlev Legetøj åbent fra klokken 06 med en lang række superskarpe tilbud.
Gratis pølser
Gørlev Erhverv håber at samle byen til et festligt morgenbord, og med en lang række gevinster på spil er der lagt op til en hyggelig pinse‑lørdag‑morgen i Gørlev.
Og helt som det har været de seneste mange år, er Rema 1000 vært ved en omgang gratis grillpølser mellem klokken 11 og 13. Det foregår hos Rema 1000, og der vil også være mulighed for at købe lidt at drikke.