På næste lørdag er der biltræf og åbent hus hos Kalundborg Autolakering
Lørdag den 15. august er der åbent hus og biltræf hos Kalundborg Autolakering i Ugerløse.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Kalundborg Autolakering på Ellemosevej 5A i Ugerløse er for ganske nylig blevet skadescenter ud over at lakere biler. Det vil man fejre med et åbent hus, hvor der også bliver afholdt biltræf.
Det sker lørdag den 15. august fra klokken 11 til 15.
Desuden kommer to kendte bilprofiler forbi.
De to er den kendte YouTuber og bilanmelder Joachim Stender samt den tidligere racerkører Jason Watt.
De vil være til stede på dagen og deltage i en talk, hvor gæsterne også får mulighed for at stille spørgsmål.
Det er også Joachim Stender og Jason Watt, der senere på dagen skal kåre træffets flotteste bil.
Bag det åbne hus og biltræffet står de tre indehavere Morten Faigh, Emil Olsen og Brian Bidstrup.
"I første omgang ville vi holde et åbent hus, men så fik vi idéen om også at afholde et biltræf. Derfor er alle, der har en specialbil af en eller anden slags, velkomne til at komme og vise den frem," siger Brian Bidstrup.
Han regner med, at der kommer mindst 100 biler.
"Men vi ved det reelt set ikke, for der er ingen tilmelding. Vi har bare lagt begivenheden op på Facebook, og så har folk tilkendegivet deres interesse. Men vi håber, at der kommer mange biler og mange gæster," siger Brian Bidstrup.
Ud over besøg af Jason Watt og Joachim Stender, som sidst på dagen skal være med til at kåre træffets flotteste bil, bydes der på en masse spændende og flotte biler, pølsevogn, kolde drikke og fine præmier til de bedste biler.
Der vil også være mulighed for at se værkstedet og møde holdet bag Kalundborg Autolakering.