Over 260 lærere samlet til faglig festival i Kalundborg

Selvom sommerferien er begyndt for eleverne, var der mandag masser af aktivitet på Skolen på Herredsåsen.

Over 260 lærere samlet til faglig festival i Kalundborg
Folkeskolelærere og skoleledelser fra hele Kalundborg Kommune mødtes mandag på Skolen på Herredsåsen til en dag med faglige oplæg, workshops og inspiration til undervisningen. Fotos: Kalundborg Kommune.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Folkeskolelærere og skoleledelser fra hele Kalundborg Kommune mødtes mandag på Skolen på Herredsåsen til en dag med faglige oplæg, workshops og inspiration til undervisningen.

Selvom sommerferien er begyndt for eleverne, var der mandag masser af aktivitet på Skolen på Herredsåsen. Her deltog mere end 260 folkeskolelærere og skoleledelser fra hele Kalundborg Kommune i en faglig festival med fokus på videndeling, inspiration og udvikling af undervisningen.

Dagen blev skudt i gang med velkomsttaler fra kredsformand for Danmarks Lærerforening, Randi Stokholm Hansen, og direktør for Børn og Unge i Kalundborg Kommune, Michael Gravesen.

Ros til lærerne og de faglige resultater

Michael Gravesen fremhævede blandt andet den positive udvikling i elevernes karakterer og pegede på det tætte samarbejde mellem lærere, skoleledelser og forvaltning som en væsentlig årsag.

”Stærk faglighed og godt samarbejde mellem lærere, skoleledelser og forvaltningen er én af hovedingredienserne i den positive udvikling i elevernes faglige niveau. Samtidig opleves tydelige politiske forventninger og tillid til folkeskolerne, hvilket også giver stabil mulighed for at udvikle fagligheden og trivslen," fortæller direktøren.

Han rettede samtidig en tak til kommunens lærere: ”I løfter en vigtig opgave, og gør en forskel for de mange børn og unge vi har et medansvar for. Derfor vil jeg også kippe med hatten og sige tak for jeres flotte arbejde med trivsel og faglige resultater.”

Frihed til de enkelte skoler

Randi Stokholm Hansen lagde i sin velkomst vægt på, at skolerne i Kalundborg Kommune har stor frihed til selv at tilrettelægge undervisningen.

”Det er rigtig godt for vores elever, at forvaltningen ikke forsøger at tvinge et ’one size fits all’-koncept ned over vores skoler, men at I lærere i stedet får mulighed for og frihed til at præge undervisningen og skoledriften på en måde, der passer bedst til lige præcis jeres lokale forhold og forudsætninger.”

Hun benyttede også lejligheden til at takke lærerne: ”Det gør et stort indtryk på mig at se så mange lærere samlet til en dag, hvor vi kan blive klogere sammen og tage gode idéer med hjem. Tak for at være med i dag og tak for det store stykke arbejde, I gør i klasserne."

Tolv oplæg med fokus på faglig udvikling

Som en del af festivalen kunne deltagerne vælge mellem 12 forskellige oplæg om blandt andet dansk, matematik, naturfag og håndværk og design. Programmet bød også på oplæg om, hvordan lyttemiljøer påvirker læring, og hvordan klasselokaler kan indrettes, så de fremmer ro og koncentration.

Marianne Nygaard, lærer på Høng Skole, glædede sig over det brede program: ”Det er et rigtig flot udbud af forskellige workshops og oplæg, der favner bredt og som sikrer, at der er noget for os alle. Det er altid godt at få nye viden og inspiration til, hvordan vi kan tilrettelægge vores undervisning.”

Den vurdering deler Yossef El-Ali, der underviser i idræt på Gørlev Skole.

”Når vi er så mange lærere samlet her i dag, hvor målet er, at vi kan lave bedre undervisning for eleverne, bliver det tydeligt, at vi alle arbejder for det samme – nemlig at lave den bedste skole for alle børn.”

Forlag og samarbejdspartnere inspirerede

Festivalen bød også på en markedsplads, hvor forlag og forskellige samarbejdspartnere præsenterede nye undervisningsmaterialer og tilbud til skolerne. Her kunne lærerne blandt andet hente inspiration til undervisningsmidler og få viden om indsatser for børn og unge med trivselsudfordringer.

Kim Østergård, der underviser i matematik og engelsk på Høng Skole, satte pris på muligheden for at fordybe sig.

”Det er super fedt med markedspladsen, hvor vi hver især kan gå og nørde og dykke ned i lige præcis det, vi har lyst til at blive klogere på. Og så er jeg også rigtig glad for, at man har samlet det hele på én dag. For når man som lærer har stået i en klasse hele dagen, er der ikke altid plads i hovedet til, at man selv kan lære nyt. Så jeg er rigtig glad,” afslutter han.

Del