Oplev en coaster i Kalundborg i anledning af Sørøverfesten
I anledning af Sørøverfesten den 15. og 16. maj foregår der et særligt arrangement i Kalundborg, hvor motorskibet Caroline S ligger til i Havneparken.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Det historiske skib Caroline S lægger til i Havneparken i forbindelse med Sørøverfesten den 15.-16. maj med sejlture og åbent skib.
I anledning af Sørøverfesten den 15. og 16. maj foregår der et særligt arrangement i Kalundborg, hvor motorskibet Caroline S ligger til i Havneparken og tilbyder både sejlture og mulighed for at komme helt tæt på et levende stykke søfartshistorie.
Det er foreningen Caroline S, der, i samarbejde med Vores Kalundborg, inviterer ombord på skibet, der ikke er et museum, men et aktivt arbejdende coaster-miljø.
Gæster får mulighed for at opleve, hvordan livet ombord på et coaster-skib stadig fungerer i dag. Man kan mærke stålet, høre motoren, følge navigatøren på broen og få en snak med besætningen om både deres baggrund og livet til søs. Besætningen består af frivillige pensionister, som holder skibet i drift. Skibet har tilladelse til at medtage op til 12 passagerer ad gangen.
Sejlture på Kalundborg Fjord
Fredag den 15. maj og lørdag den 16. maj sejler skibet flere 1-times ture på fjorden med afgang fra Vestre Havneplads. Fredag er der desuden en 2-timers solnedgangstur, hvor gæsterne kan tage picnic-kurv med ombord. Ombord kan der købes blandt andet fadøl, vin og vand, som serveres under turen.
Åbent skib og frivilligt fællesskab
Uden for sejltiderne er gæster velkomne til at besøge skibet gratis og tale med mandskabet. Der er også mulighed for at høre om livet som frivillig ombord – og for dem med interesse og erfaring for søfart er der åbning for nye medlemmer.
Skibet er Danmarks sidste overlevende originale coaster i erhvervsfart og blev bygget i Marstal i 1959. I dag holdes det i drift af frivillige fra hele landet og bruges blandt andet til oplevelsessejlads og specialopgaver.
Praktisk information
Billetter kan købes ved ombordstigning via MobilePay, men der kan også reserveres på forhånd, og il man være sikker på en plads på et specifikt tidspunkt, skal man reservere forud via SMS til 28924575 eller til e-mail nielsstrand@gmail.com
Forbehold for aflysning på enkelte afgange ved begrænset tilslutning.
Arrangementet i Havneparken finder sted begge dage som en del af Sørøverfesten i Kalundborg.
Fredag den 15. maj sejles 1-times ture på fjorden med afgange fra Vestre Havneplads:
- Tur-1 11:00 - 12:00
- Tur-2 13:00 - 14:00
- Tur-3 15:00 - 16:00
- Tur-4 17:00 - 18:00
Solnedgangstur
Oplev mere af fjorden i 2 timer - tag eventuelt picnic-kurven med:
- Tur-5 19:30 - 21:30
Lørdag den 16. maj sejles 1-times ture på fjorden med afgang fra Vestre Havneplads:
- Tur-6 12:00 - 13:00
- Tur-7 15:30 - 16:30
- Tur-8 17:30 - 18:30