OK-penge til Årby Badebro
En ny sponsoraftale med energiselskabet OK gør det muligt at støtte Foreningen Årby Badebro hver gang bilen tankes eller lades på farten, eller når du bruger strøm i hjemmet.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Foreningen Årby Badebro har indgået en ny sponsoraftale med energiselskabet OK. Aftalen skal bidrage til drift og vedligeholdelse af badebroen og området omkring den, som foreningen løbende arbejder på at forbedre.
Samarbejdet glæder Bent Holst Hansen, der er formand for Foreningen Årby Badebro.
"Vi mødes hvert år til en fælles vedligeholdelsesdag, hvor vi både arbejder på området og hygger os med grill, kaffe og kage. Badebroen og området omkring den er et samlingspunkt for både lokale og besøgende, og vi håber på sigt også at kunne arrangere flere aktiviteter som for eksempel Sankt Hans," siger Bent Holst Hansen.
Foreningen Årby Badebro er en mindre forening i et landdistrikt med omkring 30 husstande som medlemmer. Foreningen arbejder for at bevare og udvikle området omkring badebroen til glæde for både lokalbefolkningen og besøgende i området. Blandt andet er der opsat bord-bænkesæt, og foreningen arbejder på at etablere en grillplads samt opføre en bygning med tørkloset og omklædningsfaciliteter.
Har du lyst til at støtte Foreningen Årby Badebro, skal du tilknytte dit kort eller din app hos OK. Størrelsen på sponsorchecken afhænger nemlig af, hvor mange der støtter foreningen gennem sponsoraftalen.
Du støtter kvit og frit din lokale forening med 5 øre pr. liter eller kWh, hver gang du tanker eller lader din bil på farten hos OK – og med 1 øre pr. kWh, når du bruger strøm derhjemme.