Nyvangskirken skal have ny præst
Efter blot et år som præst i Nyvangskirken, har Tina Stege Lindstrøm opsagt sin stilling. Nyvangskirken skal nu ud og finde en ny præst.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Lørdag den 1. november 2025 blev Tina Stege Lindstrøm indsat som ny præst i Nyvangskirken, en stilling, som var konstitueret indtil september 2027. Nu har hun sagt op – og Nyvangskirken skal have en ny præst.
Det er menighedsrådsformand Henrik Andersen rigtig ked af.
"Vi har været meget glade for at have Tina her som præst, og vi har haft et virkelig godt samarbejde. Så vi er meget kede af, at hun har sagt sin stilling op," siger Henrik Andersen.
Opsigelsen betyder, at Nyvangskirken nu skal ud og finde en ny præst, og det bliver ikke helt nemt.
Der er nemlig ansættelsesstop i Kirkeministeriet resten af året, og derfor bliver man nødt til at trække på andre lokale præster for at få dækket opgaverne i Nyvangskirken.
Situationen er yderligere kompliceret af, at Tina Stege Lindstrøm er sygemeldt med et dårligt knæ og derfor sidder hjemme i Tårnby på Amager med benet oppe.
Et skønt job, men savner sit gamle netværk
Om opsigelsen siger Tina Stege Lindstrøm selv, at det handler om, at hun savner det kæmpestore netværk og den interaktion med mange mennesker, hun havde i sit tidligere arbejde i politiet.
Her arbejdede hun som akademiker med ledelsesstøtte, projekter og koordinering. Hun har blandt andet været med til at organisere tre folkemøder på Bornholm.
"Det har været en kæmpe drøm for mig at blive præst, og Nyvangskirken er et fantastisk sted at arbejde. Mine kolleger og menighedsrådet er fantastiske, og jeg er faktisk meget ked af at sige op. Men jeg kan mærke, at jeg savner det store netværk og den enorme kontaktflade, jeg havde før," fortæller Tina Stege Lindstrøm.
Hun benytter lejligheden til at ønske Nyvangskirken alt muligt godt fremover og håber, man finder en løsning på præstesituationen hurtigst muligt.
Læs også: Ny præst udnævnt