Nyvangskirken klar med nyt foredragsprogram

Efterårets program byder på foredrag om blandt andet netsvindel, politik, journalistik og ældrepleje.

Nyvangskirken klar med nyt foredragsprogram
Programmet for efterårets foredrag i Nyvangskirken er nu klar. Arkivfoto: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Efterårets program byder på foredrag om blandt andet netsvindel, politik, journalistik og ældrepleje – og interessen er så stor, at de 90 pladser næsten altid er udsolgt.

Programmet for efterårets foredrag i Nyvangskirken er nu klar, og både Michelle Kure og Niels Erik Sørensen glæder sig til igen at byde velkommen til en række foredragsholdere.

Foredragsrækken blev startet i 2024 på initiativ af den daværende vikarierende sognepræst Lars Poulsen. Idéen var at samle mænd til foredrag og socialt samvær, da han mente, at mænd ofte var mindre tilbøjelige end kvinder til at komme ud og mødes, når de blev ældre. Konceptet blev en succes, og senere blev der også oprettet en tilsvarende foredragsrække for kvinder.

”Michelle og jeg glæder os til at komme i gang med alle foredragene igen. Hidtil har det foregået fra kl. 12-14 tirsdag og torsdag, men nu laver vi det om pga. konfirmanderne, så vi ikke forstyrrer dem. Det bliver i stedet for fra kl. 11-13,” fortæller Niels Erik Sørensen.

Foredragene afholdes tirsdage for mænd og torsdage for kvinder. Efter hvert foredrag serveres to stykker smørrebrød samt øl, sodavand og kaffe.

Stor interesse for foredragene

Der er plads til maksimalt 90 deltagere, og ifølge Nyvangskirken er der næsten altid fuldt hus.

”Vi har haft næsten fuldt hus hver gang, og nogle gange har vi åbnet flere rum, fordi efterspørgslen har været så stor, men det bliver for voldsomt, nu er det maksimalt 90 efter først til mølle-princippet,” fortæller Michelle Kure.

Det er typisk et lidt ældre publikum, der deltager, men alle er velkomne.

Efterårets program

  • Tirsdag den 15. september: Peter Holm Jørgensen – Om svindel på nettet.
  • Tirsdag den 6. oktober: Klaus Sørensen, tidligere chefredaktør for Nordvestnyt – Glimt fra et langt journalistliv – 60 år med en pen i hånden.
  • Tirsdag den 3. november: Borgmester Martin Damm – Hvad der rører sig i Kalundborg Kommune, og om et langt liv i politik.
  • Torsdag den 24. september: Gunver Jensen – 36 år i politik.
  • Torsdag den 8. oktober: Susan Skeel Olsen og Julie Schoop fra Nyvangsparken – Om en ældrepleje under forandring og i udvikling i Kalundborg Kommune.
  • Torsdag den 12. november: Sognepræst Tina Stege Lindstrøm – Fra politi til præst i Nyvangskirken.

Tilmelding sker via sms til Michelle Kure på tlf.nr. 2490 6567 eller Niels Erik Sørensen på tlf.nr. 2890 7526 efter først til mølle-princippet.

Del