Nyt reparationsværksted åbner på Aktivitetscenter Munkesøen
Syv pensionerede håndværkere står klar til at forsøge at give mindre, defekte genstande nyt liv.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Syv pensionerede håndværkere står klar til at forsøge at give mindre, defekte genstande nyt liv, når Ældre Sagen i Kalundborg åbner et nyt reparationsværksted på Aktivitetscenter Munkesøen.
Et længe næret ønske går nu i opfyldelse hos Ældre Sagen i Kalundborg, der har fået stillet et lokale til rådighed i kælderen på Aktivitetscenter Munkesøen på Esbern Snaresvej 55.
Her vil syv frivillige og pensionerede håndværkere forsøge at reparere mindre genstande, som ellers risikerer at blive smidt ud eller fortsat stå gemt væk.
Det kan eksempelvis være en genstand med en ødelagt ledning, en kassettebåndoptager, der ikke længere virker, eller en figur af træ eller jern, som trænger til en kærlig hånd.
Håndværkerne kan ikke love, at alt kan repareres, men de vil gøre et forsøg. Værkstedet tager kun imod mindre ting, som man selv kan bære med under armen.
Åbner den 7. september
Reparationsværkstedet åbner mandag den 7. september og holder åbent fra klokken 10 til 12. Værkstedet vil desuden være åbent onsdage i samme tidsrum.
Besøgende bliver budt på en kop kaffe, mens håndværkerne ser nærmere på den medbragte genstand.
Man kan finde flere oplysninger i Ældre Sagens aktivitetsprogram og nyhedsbrev eller ved at besøge FH-huset tirsdage mellem klokken 10 og 13.