Nyt lydværk sender publikum tilbage til besættelsestiden
Et nyt lydværk med afsæt i en dramatisk hændelse fra maj 1945 får premiere i Kalundborg lørdag 30. maj.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Et nyt lydværk med afsæt i en dramatisk hændelse fra maj 1945 får premiere i Kalundborg lørdag 30. maj. Værket ”Skibbrogade” er skabt af Odsherred Teater som en del af projektet ”Stedets Stemmer”.
Lydværket tager publikum tilbage til befrielsesdagene i Kalundborg, hvor glæden over Danmarks frihed fyldte gaderne. Midt i fejringen udspiller der sig samtidig et intenst optrin i Skibbrogade, hvor et ungt kærestepar bevæger sig gennem byen under et skænderi. Samme aften bliver tyske soldater sendt ud fra Grand Hotel for at rydde gaderne, og under en skudsalve bliver en ung mand ramt.
”Skibbrogade” kan opleves direkte i byens rum via smartphone og hovedtelefoner ved hjælp af en QR-kode på stedet. Projektet er gratis og skal ifølge arrangørerne være med til at skabe nye kunstoplevelser uden for de traditionelle kulturinstitutioner.
Premieren finder sted lørdag 30. maj fra klokken 14 til 17. Deltagerne mødes ved Café Costa Kalundborg, hvorfra publikum går samlet gennem Skibbrogade og lytter til værket undervejs.
Slutter på SKØL
Arrangementet afsluttes på SKØL med koncert, talk og samtale om værket. Her medvirker dramatiker og performer Trine Rosa Bonde sammen med musikeren Per Bloch. Derudover deltager teaterleder Leiv Arne Kjøllmoen og byguide Peter Hermann i en efterfølgende talk.
Lydværket er instrueret af Kasper Sejersen og har Freja Klint Sandberg samt Gustav Giese på rollelisten. Projektet er blevet til i samarbejde mellem Kultur og Fritid i Kalundborg, Peter Hermann Lokal Byguide og Lokalarkivet.
Ifølge Odsherred Teater arbejdes der allerede videre med flere lydværker, og i 2027 ventes en række fortællinger målrettet børnefamilier med handlinger fra Højbyen i Kalundborg.