Nyt legetårn skaber glæde på Specialcenter Sigrid Undset
Eleverne selv har været med til at vælge legepladsens nye samlingspunkt.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Torsdag blev et nyt legetårn officielt indviet på legepladsen ved Specialcenter Sigrid Undset. Projektet er blevet til i samarbejde med skolens elevråd, som har haft indflydelse på, hvad legepladsen skulle indeholde.
Det var to elever fra elevrådet, der fik æren af at klippe den røde snor. Herefter strømmede børnene til det nye legetårn, hvor glæden var tydelig blandt de fremmødte i det gode forårsvejr.
Tilpasset flere og yngre elever
Ifølge centerleder Kevin Sølvsten Meier er den nye legeplads en del af en større tilpasning:
”Vi kigger ind i stigende elevtal og derfor vil nogle af de mindste mellemtrins elever nu være i en bygning, hvor der tidligere har været aktiviteter for udskolingselever. Vi har derfor tilgodeset de mindre med en legeplads som er tilpasset dem,” fortæller han.
Kage til alle ved indvielsen
Det er virksomheden Klassik Leg, der har stået for opførelsen af legetårnet. I forbindelse med aftalen sikrede skolen sig, at der også blev sørget for en sød afslutning på dagen.
Ved indvielsen blev der nemlig serveret jordbærkage til alle eleverne, som kunne nyde den i solen efter at have taget det nye legetårn i brug.