Nyt julemarked skal samle lokale kræfter i Kalundborg
Lokale smage, produkter og julestemning kommer i centrum, når Smagsløgenes Julemarked for første gang finder sted i Kalundborg.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Lokale smage, produkter og julestemning kommer i centrum, når Smagsløgenes Julemarked for første gang finder sted i gården bag Slagter Jacob i Kordilgade. Bag initiativet står slagtermester Jacob Nielsen og Klaus Ødegaard.
Lørdag den 12. december inviterer to lokale initiativtagere for første gang til Smagsløgenes Julemarked i hjertet af Kalundborg. Ambitionen er at fylde gården bag Slagter Jacob i Kordilgade med lokale smage, mennesker og julestemning.
Bag julemarkedet står slagtermester Jacob Nielsen og den lokale ildsjæl Klaus Ødegaard. Sammen vil de skabe et marked med fokus på Kalundborg og de mennesker, virksomheder og foreninger, der er med til at skabe liv i lokalområdet.
Lokale skatte skal frem i lyset
Tanken er at samle lokale kræfter om en fælles juleoplevelse og samtidig give producenter, virksomheder og andre aktører mulighed for at vise, hvad de kan.
”Vi synes, at Kalundborg og vores lokalområde har utrolig meget at byde på. Der er så mange dygtige mennesker, virksomheder og producenter, som måske ikke altid får den opmærksomhed, de fortjener. Det vil vi gerne være med til at ændre på,” siger slagtermester Jacob Nielsen.
Smagsløgenes Julemarked skal ikke være et traditionelt julemarked med fokus på at blive så stort som muligt. I stedet skal markedet være lokalt, hyggeligt og nærværende og skabes sammen med mennesker fra området.
”Vi vil gerne lave noget, der føles som vores eget. Et sted, hvor man møder lokale mennesker, opdager nye produkter, hilser på nogen, man kender, og måske får øje på nogle af de mange små skatte, vi har lige uden for døren,” fortæller Klaus Ødegaard.
De første deltagere er på plads
Flere lokale producenter og virksomheder har allerede meldt deres deltagelse. Blandt de første er SKØL, Beer By Andersen, Kongstrup Vin, Kalundborg Vinhus, Edderfuglen, Ostevognen og Dyrehøj Vingaard.
Planlægningen er fortsat i gang, og flere detaljer om markedet vil blive offentliggjort senere.
”Vi er stadig i planlægningsfasen, og vi vil gerne bygge markedet sammen med de lokale kræfter. Derfor kommer vi også til at løfte sløret for mere hen ad vejen. Lige nu handler det først og fremmest om at sige: Sæt kryds i kalenderen – der kommer til at ske noget,” siger Klaus Ødegaard.
Smagsløgenes Julemarked finder sted lørdag den 12. december 2026 i gården bag Slagter Jacob i Kordilgade i Kalundborg.