Nyt investormøde om stort hotelprojekt i Kalundborg
Kalundborgegnens Erhvervsråd inviterer den 17. juni 2026 til et eksklusivt investeringsarrangement om Projekt Esbern Snare – et nyt hotel- og konferencecenter, som planlægges opført i Kalundborg.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Projekt Esbern Snare skal styrke hotel- og konferencekapaciteten i byen.
Kalundborgegnens Erhvervsråd inviterer den 17. juni 2026 til et eksklusivt investeringsarrangement om Projekt Esbern Snare – et nyt hotel- og konferencecenter, som planlægges opført i Kalundborg.
Ifølge erhvervschef Caspar Christensen ønsker erhvervsrådet at hjælpe med at formidle kontakten til mulige investorer.
“Kalundborgegnens Erhvervsråd vil gerne formidle at man leder efter investorer, og derfor har vi tilbudt at facilitere et arrangement, hvor mulige investorer kan høre om projektet,” fortæller Caspar Christensen.
159 hotelværelser og konferencefaciliteter
Projekt Esbern Snare omfatter udviklingen af et moderne hotel- og konferencecenter i direkte tilknytning til rådhuset og byens erhvervsmæssige knudepunkt.
Projektet skal blandt andet indeholde:
- 159 hotelværelser, heraf 23 long-stay suiter
- DGNB Guld-certificering
- Ca. 200 parkeringspladser inkl. ladestandere
- Operatøraftale med Norlandia i samarbejde med Scandic Hotels Group
Baggrunden for projektet er et stigende behov for hotel- og konferencekapacitet i Kalundborg, hvor erhvervsudviklingen de senere år har været markant med store internationale virksomheder og et voksende uddannelsesmiljø.
Fokus på investeringsmuligheder
Ved arrangementet vil deltagerne få indblik i projektets forretningsgrundlag, markedsbehov, økonomi og investeringsstruktur samt tidsplan og status for realisering. Der vil også være oplæg fra projektets udviklere og mulighed for dialog og spørgsmål.
For investorer forventes projektet at give:
- Ugearet bruttoafkast på ca. 6,5 %
- Gearet afkast på ca. 8 % ved realkreditfinansiering
Arrangementet er målrettet professionelle og seriøse investorer med interesse i større ejendoms- og udviklingsprojekter, og deltagelse forudsætter relevans i forhold til investering og kapitaltilførsel.
Arrangementet finder sted hos Kalundborgegnens Erhvervsråd på Bredgade 44, 1. sal, fra kl. 16.00 til 18.00.