Nyt initiativ skal få flere ud i naturen med bussen til Røsnæs

Trafikselskabet Movia og Danmarks Naturfredningsforening har netop lanceret konceptet Naturstoppesteder – og et af dem er placeret på Røsnæs i Kalundborg Kommune.

Nyt initiativ skal få flere ud i naturen med bussen til Røsnæs
Det skal være nemmere at komme ud i naturen med offentlig transport. Derfor har trafikselskabet Movia og Danmarks Naturfredningsforening lanceret konceptet Naturstoppesteder. Modelfoto: Movia.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Det skal være nemmere at komme ud i naturen med offentlig transport. Derfor lancerer Trafikselskabet Movia og Danmarks Naturfredningsforening nu konceptet Naturstoppesteder – og et af dem placeres på Røsnæs i Kalundborg Kommune.

Det nye naturstoppested kommer til at ligge i Bjørnstrup og bliver ét af i alt 22 stoppesteder, der etableres rundt omkring på Sjælland og øerne. Initiativet skal inspirere flere til at tage bussen direkte til naturoplevelser.

“Røsnæs har en helt særlig natur med store skovområder. Med Naturstoppestederne vil vi vise, hvor let det er at tage bussen direkte ud til store naturoplevelser. På Røsnæs er der blandt andet mulighed for at tage på en vandretur med opdagelsesstationer, som hele familien kan være med til at udforske,” siger direktør for kunder og kommunikation i Movia, Stine Sander.

Ét stoppested – mange muligheder

Naturstoppestedet i Bjørnstrup ligger på buslinje 553 og giver adgang til blandt andet Fyrskoven, Skanseskoven og Langesø.

Ved stoppestedet opsættes et skilt med en QR-kode, som guider besøgende videre til inspiration om lokale naturoplevelser. Her kan man finde forslag til gåture, udsigtspunkter og information om områdets dyre- og planteliv.

Naturstoppestederne er en del af et større initiativ, hvor målet er at gøre den kollektive trafik til en nem indgang til naturen. De første stoppesteder tages i brug den 30. april, og planen er, at flere kan komme til i fremtiden – blandt andet via forslag fra borgere og passagerer.

Børnefamilier efterspørger naturoplevelser

Ifølge en undersøgelse fra Epinion, lavet for Danmarks Naturfredningsforening, ønsker syv ud af ti forældre, at deres børn tilbringer mere tid i naturen. Samtidig mangler hver fjerde forælder inspiration til aktiviteter.

”Det vigtigt, at alle børn får et godt og trygt forhold til naturen. Vi håber, at vi sammen med Movia kan inspirere en masse børnefamilier til at hoppe på bussen og komme ud og få nogle gode oplevelser i pragtfulde omgivelser,” siger Lars Midtiby, direktør i Danmarks Naturfredningsforening.

Fakta: Naturstoppested på Røsnæs

  • Placering: Bjørnstrup vendeplads
  • Buslinje: 553
  • Adgang til blandt andet Fyrskoven, Skanseskoven og Langesø
  • QR-kode ved stoppestedet giver inspiration til naturoplevelser
  • En del af 22 nye Naturstoppesteder på Sjælland og øerne
  • Tages i brug fra 30. april
  • Stoppestederne er permanente og en del af Movias net

Del