Kunstnerpar får nu gavlmalerier overfor hinanden på Solskinspladsen

Det landskendte kunstnerægtepar Grete og Mogens Balle får hver sit gavlmaleri på Solskinspladsen i  Kalundborg -  og skaber endnu en attraktion i byen.

Kunstnerpar får nu gavlmalerier overfor hinanden på Solskinspladsen
Forberedelserne til det nye gavlmaleri er i gang her murermester Kenneth Melin sammen med Susanne Uhre-Prahl, formand for Kalundborg Forskønnelsesforening og gavlens ejere Sülle og Ali Gövercin. Foto: Jens Nielsen

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk


Grete Balles gavlmaleri ”Bølgen, Fuglen og Lyset” er færdigt og fejret i forbindelse med hendes
100års fødselsdag i april.

Nu gælder det et maleri, som hendes mand malede kort før sin død i 1988. Mogens Balle gav det titlen ”Nær Jul”, og det originale maleri hænger i dag i hjemmet hos Grete Balle.

Arbejdet med gavlmaleriet går i gang i løbet af kort tid. Murermester Kenneth Melin skal som
det første gøre gavlen klar til, at Grete Balle og gavlmaleren Anne Bundgaard kan tage over og
fortsætte samarbejdet fra den modsatte gavl, hvor Anne Bundgaard malede i samspil med Grete
Balle.

Malearbejdet med det nye gavlmaleri på Solskinspladsen kan begynde først i september, når Anne Bundgaard er færdig med et projekt, som hun i øjeblikket er i færd med at male på Frederiksberg i København.

Det er den kendte kunstmaler Mogens Balles billede “Nær Jul”, der bliver malet på gavlen af
”Restaurant Det Mexicanske Bøfhus” midt i Kalundborg. Foto: privat

Det nye gavlmaleri af Mogens Balle støttes økonomisk af Bent O. Jørgensens fond, der har doneret 310.000 kroner til projektet, der bliver endnu en attraktion i byen. Det er en stor glæde for Kalundborg Forskønnelsesforening at kunne gøre arbejdet med udsmykningen af Solskinspladsen/Møllebakketrappen færdig.

"Kunstnerparret Balle er anerkendt i ind- og udland for deres kunstneriske virke. De har tidligere, da Mogens levede, udstillet sammen. Så hvad er mere naturligt end at der es kunst nu mødes og skaber samhørighed med den by, den egn og de mange mennesker, som de har mødt gennem deres virke,"siger Susanne Uhre-Prahl, formand for Kalundborg Forskønnelsesforening, der har taget initiativ til de to gavlmalerier på Solskinspladsen.

"Vi er glade for den støtte og velvilje, vi har mødt undervejs i forberedelserne, og det er da
ganske flot, at Kalundborg nu har fået tre gavlmalerier indenfor et år," tilføjer hun.

Glad er også Sülle Gövercin, der ejer gavlen og restaurant Det Mexicanske Bøfhus. Han blev begejstret for det originale maleri under et besøg hos Grete Balle, men det er dog ikke til salg.

"Gretes gavlmaleri på den anden gavl er flot, og det overbeviste mig om, at et billede af
Mogens Balle er den helt rigtige udsmykning på min gavl," siger han.

Mogens og Grete Balle flyttede i 1969 ind i den gamle skole i Asmindrup, og stedet blev et kunstcenter, hvor flere kendte kunstnere lagde vejen forbi.

Grete Balle og Anne Bundgaard står for at få ”Nær jul” malet på gavlen. Foto: Jens Nielsen

Mogens Balle debuterede på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1943 og var medstifter af kunstnergruppen Spiralen, og gennem maleren Asger Jorn kom han med i Cobra-bevægelsen. Han tilsluttede sig bevægelsen i 1949, og han forblev tro mod gruppens idealer resten af livet.

Han lagde vægt på, at hans arbejder skulle tale for sig selv og ikke forklares med ord. Han ønskede at
videregive oplevelser og sætte følelser i gang hos de, der så han billeder. Han hjalp dog beskueren
lidt på vej med titler. Lokalt kom han i 1983 med i Bispegårdsgruppen, hvor også Grete Balle var
medlem.

 







 

Del