Ny sangtradition spirer i Kalundborg

Lokale fonde og erhvervsliv bakker op om nyt fællessangsarrangement, der inviterer borgere til en dag med sang, fortællinger og fællesskab.

Ny sangtradition spirer i Kalundborg
Forening vil skabe ny årlig tradition, hvor borgere, skoler, kor og foreninger mødes om fællessang i Gryden på Møllebakken. Arkivfoto fra byspil: Jens Nielsen.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Lokale fonde og erhvervsliv bakker op om nyt fællessangsarrangement, der inviterer borgere til en dag med sang, fortællinger og fællesskab.

Der er stor opbakning til det nye fællessangsarrangement Alsang i Gryden, som finder sted lørdag den 6. juni i de naturskønne omgivelser i Gryden på Møllebakken i Kalundborg.

Ifølge Klaus Ødegaard, der er en af initiativtagerne bag arrangementet, er interessen allerede tydelig, mens planlægningen er i fuld gang.

Støtte fra fonde og erhvervsliv

To større lokale fonde – Bent O. Jørgensens Fond og Sammen om Kulturen – har valgt at støtte projektet. Det giver arrangørerne et solidt fundament for at etablere en ny kulturtradition i kommunen.

Også det lokale erhvervsliv viser stor velvilje. Flere virksomheder har udvist interesse for at “adoptere” sange og dermed bidrage til, at arrangementet kan realiseres.

En dag med fællesskab og sang

Alsang i Gryden byder på en dag med fokus på fællesskab, fortællinger og sangglæde. Programudvalget arbejder i øjeblikket på at sammensætte et hold af konferencierer, musikere og forsangere, der skal lede publikum gennem dagens program.

Der er samtidig mulighed for, at borgerne selv kan få indflydelse på indholdet. Frem til 1. maj kan alle foreslå sange til fællessangsprogrammet, og børn har mulighed for at tilmelde sig et fælles børnekor via Facebooksiden “Sammen skaber vi lyden af Kalundborg”.

Forplejning og praktisk information

Under arrangementet vil det være muligt at købe forfriskninger fra blandt andre SKØL og Costa Kalundborg. Publikum er også velkomne til at tage egen picnic med.

Alsang i Gryden løber af stablen lørdag den 6. juni fra kl. 12 til 18 i Gryden på Møllebakken i Kalundborg. Arrangementet er åbent for alle, der har lyst til at synge med og være en del af fællesskabet.

Del