Ny formand skal fremme arbejdet for sjællandsk tværmotorvej

Foreningen peger på, at han med sin erfaring fra Christiansborg og sit omfattende netværk kan bidrage til at fremme arbejdet for etableringen af en tværgående motorvej på Sjælland.

Ny formand skal fremme arbejdet for sjællandsk tværmotorvej
På generalforsamlingen tirsdag den 9. juni blev det tidligere folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff (S) valgt til formand for Foreningen til fremme af den Sjællandske Tværmotorvej.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Foreningen til fremme af den Sjællandske Tværmotorvej har fået ny formand. På generalforsamlingen tirsdag den 9. juni hos Emerson Martine Solutions i Næstved blev det tidligere folketingsmedlem Rasmus Horn Langhoff valgt til posten.

Han afløser Jens-Ole Larsen, der efter eget ønske træder tilbage som formand, men fortsætter som medlem af bestyrelsen. Samtidig blev Rasmus Holst-Sørensen, direktør i Næstved Erhverv, genvalgt som næstformand.

Erfaring fra Christiansborg og et omfattende netværk

Rasmus Horn Langhoff har gennem en årrække været valgt til Folketinget på Vestsjælland og har blandt andet været formand for Folketingets Transportudvalg i to perioder. Foreningen peger på, at han med sin erfaring fra Christiansborg og sit omfattende netværk kan bidrage til at fremme arbejdet for etableringen af en tværgående motorvej på Sjælland.

”Tværmotorvejen er et helt afgørende projekt for Sjællands udvikling. Det handler ikke kun om infrastruktur, men om at skabe lige muligheder for vækst, arbejdsmarked, uddannelse og velfærd på tværs af regionen. Jeg ser frem til at bidrage til at løfte sagen til næste niveau, til gavn for det Sjælland jeg elsker og har kæmpet for i så mange år,” siger Rasmus Horn Langhoff.

Ifølge næstformand Rasmus Holst-Sørensen er valget af den nye formand en markant styrkelse af foreningens arbejde.

”Med Rasmus Horn Langhoff får vi en formand med en helt unik forståelse for det politiske maskinrum og de processer, der skal til for at realisere store infrastrukturprojekter. Det er en markant styrkelse af foreningens arbejde,” siger Rasmus Holst-Sørensen.

Han benyttede samtidig lejligheden til at takke den afgående formand.

”Samtidig vil jeg gerne på hele foreningens og bestyrelsens vegne rette en stor tak til Jens-Ole Larsen, som har været en uvurderlig frontfigur i foreningens første leveår. Han har en stor del af æren for, at vi i dag står med en stærk forening med 70 medlemsvirksomheder og en sag, der er bredt anerkendt som nødvendig i det nationale politiske landskab.”

Bred opbakning til projektet

Forud for generalforsamlingen afholdt foreningen et politisk dialogmøde med deltagelse af omkring 45 personer fra erhvervslivet samt kommunale, regionale og nationale politiske niveauer.

Blandt deltagerne var Næstveds borgmester Kenneth Sørensen, flere medlemmer af Næstved Byråd, det nyvalgte regionsrådsmedlem Benny Damgaard (DD) og folketingsmedlem Rune Kristensen (K).

Bred enighed om Tværmotorvejens betydning for udviklingen på Sjælland

På mødet var der ifølge foreningen bred enighed om Tværmotorvejens betydning for udviklingen på Sjælland. Deltagerne pegede på, at projektet ikke alene handler om transport, men også om vækst, arbejdspladser, uddannelse, sundhed og lige adgang til muligheder i hele landet.

Der blev samtidig givet tilsagn om et tæt samarbejde mellem Folketinget, regionen, kommunerne og erhvervslivet for at fremme realiseringen af den sjællandske Tværmotorvej.

Ny bestyrelse

Den nyvalgte bestyrelse består af:

  • Rasmus Horn Langhoff (formand)
  • Rasmus Holst-Sørensen, Næstved Erhverv (næstformand)
  • Helle Andresen, Næstved Erhvervsforening
  • Jens-Ole Larsen, Slagelse Transportcenter
  • Bent Rasmussen, Kalundborg Havn
  • Per Bøch Andersen, APM Terminals
  • Søren Kjærsgaard, SJF Bank
  • Niels Ibsen, Niels Lien
  • Carsten Rørby Johansen, Dansk Specialtransport
  • Jacob Pryds, DI Transport
  • Caspar Christensen, Kalundborgegnens Erhvervsråd
  • Per B. Madsen, Slagelse Kommune
  • Jesper Boesen, Næstved Havn (suppleant)

Fakta: Foreningen til fremme af den Sjællandske Tværmotorvej er et erhvervs- og interessefællesskab, der arbejder for etableringen af en tværgående motorvej på Sjælland, Rute 22. Foreningen har til formål at synliggøre projektets samfundsøkonomiske og regionale betydning og påvirke den politiske dagsorden, så projektet prioriteres som et centralt dansk infrastrukturprojekt.

Del