Nu kan unge gå til rollespil i Kalundborg

Er du til drager, magi, manga, brætspil eller rollespil? Så er der godt nyt til Kalundborgs unge. UngKalundborg åbner dørene til et nyt fantasyfællesskab, hvor fantasien får frit spil, og hvor både garvede nørder og nysgerrige nybegyndere kan være med.

Nu kan unge gå til rollespil i Kalundborg
Dungeon Masteren Bjørn A. Møller Gunnarsson har rig erfaring fra et langt liv med Dungeons & Dragons. Foto: Marie Møller Gunnarsson

Af Charlotte Koefoed   Charlott@tv-kalundborg.dk

Som noget nyt har UngKalundborg nu to tilbud til de unge, som godt kan lide fantasy, manga eller rollespil. Om mandagen kan unge fra 6. klasse og op nu spille Dungeons & Dragons i Ung Kalundborg på Skovbrynet.

Holdet er for alle - erfarne såvel som nysgerrige rookies. Torsdag mødes Blub-klub, som er en særlig klub i klubben, for alle der gerne vil nørde sammen med andre med interesse for fantasy, manga, brætspil, rollespil og lignende.

Dungeon Masteren Bjørn A. Møller Gunnarsson har rig erfaring fra et langt liv med Dungeons & Dragons, som han selv blev introduceret til i en fritidsklub i Kastrup. Til dagligt arbejder han på Bregninge-Bjergsted Friskole, hvor han underviser og spiller D&D med unge i næsten alle aldre.

”Dungeons & Dragons er generelt et sjovt spil, hvor fællesskab og teamwork er i højsædet. Det kan derfor også være meget lærerigt for børn og unge, da de bliver udfordret i forhold til at skulle bruge deres fantasi, være kreative, løse problemer og samarbejde med de andre om alle mulige ting i spillet. Det er jo kompetencer, som man kan tage med sig videre i livet både socialt og fagligt” fortæller Bjørn om spillet.

Er man mere til at hygge, brætspil og afslappet fantasy nørderi, så er rammerne i de unges nye Blub-klub mere brede.

Initiativet kommer fra en lille gruppe unge fra kommunen, som i fællesskab besluttede at stifte Fantasy- og
brætspilsklubben Blub ud fra ideen om, at der skal være et samlende sted i Kalundborg, hvor unge med en fælles interesse kan mødes og hygge sammen.

Med Bjørn A. Møller Gunnarsson som tovholder, kan de unge selv bestemme, hvad en aften i Blub skal byde på. Hvad enten man er til brætspil, mangategneserier, Warhammer, Dungeons & Dragons eller noget helt femte, så er Blub stedet for dem, som bare gerne vil hygge og være i stemningsfulde rammer hos UngKalundborg.

Foruden de to nye tilbud vil Ung Kalundborg løbende tilbyde ekskursioner og events indenfor fantasyverdenen.

Allerede lørdag den 19. september kan man tilmelde sig en dagstur til Esbjerg, hvor der afholdes en stor Fantasyfestival i hele byen. Mon ikke der også dukker en mulighed op for at spille live rollespil ude i skoven.

Fakta: 
Rollespil: Alle mandage kl. 17-20.30.
Blup-klub: Alle torsdage kl. 17-20.30
Tilmelding på ungkalundborg.dk.

Del