Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
Som et led i Kvickly Kalundborgs mål om at få flere lokale producenters produkter i butikken er fem unikke og populære spegepølser netop landet i køledisken.
Det er Slagter Jacob, der leverer spegepølserne.
"Alle vil gerne have gode, lokale produkter og varer, så det giver god mening, at vi samarbejder. Og vi har et godt brand, som folk efterspørger. Derfor er det godt, at vores spegepølser bliver endnu mere tilgængelige," forklarer Jacob Nielsen fra Slagter Jacob.
For varehuschef Frank Pedersen er samarbejdet også helt perfekt. Han er i forvejen i gang med at skaffe lokale produkter til varehuset, og her passer spegepølserne fra Slagter Jacob perfekt ind i konceptet.
"Vi er så glade for, at vi kan tilbyde vores kunder nogle unikke produkter, som er hjemmelavede, og som vi ved, der er efterspørgsel på," siger han.
De fem spegepølser er Røsnæspølsen, Stærke Fru Ingeborg, Esbern Snare, Fransk Hvidløg og Kalundborgpølsen.
De fem spegepølser sælges naturligvis stadig i Slagter Jacobs butik på Kordilgade 10.