Nostalgisk togtur med jazzmusik og tapas

Lørdag eftermiddag fik passagererne på en særlig togtur en helt særlig oplevelse. 

Nostalgisk togtur med jazzmusik og tapas
Vestsjællands Veterantog bød på jazzmusik og tapas lørdag, da et specialtog kørte fra Høng til Gørlev - og retur. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Vestsjællands Veterantog tog lørdag eftermiddag 28 passagerer med på en særlig togtur, der ikke kun bød på fine, gamle togvogne, men også på tapas og jazzmusik.

Jazz-Exspressen kaldte Vestsjællands Veterantog turen, der havde sit udgangspunkt på Høng Station, hvor De Gamle Jazzdrenge havde sat sig til rette i en af togvognene, inden passagererne, der havde indløst billet, steg om bord.

Her kunne de se frem til en togtur lidt ud over det sædvanlige. Der var nemlig dækket op ved bordene, og de frivillige togentusiaster fra Vestsjællands Veterantog sørgede for, at der blev serveret en lækker tapasmenu.

Thomas Fredebo fra Vestsjællands Veterantog tjekkede de sidste detaljer, før toget satte kurs mod Gørlev.

"Vi gør holdt undervejs på turen til Gørlev ved Åmosen, hvor man i fred og ro skal spise og lytte til musikken," forklarede han, før fløjten lød, og toget tøffede afsted.

Vestsjællands Veterantog kører sommeren igennem følgende torsdage og søndage: søndag den 12. juli, torsdag den 16. juli, torsdag den 23. juli, torsdag den 30. juli, torsdag den 6. august, torsdag den 13. august og torsdag den 20. august.

Thomas Fredebo fra Vestsjællands Veterantog sørgede for, at toget kom sikkert afsted. Foto: Charlotte Koefoed

Desuden byder foreningen på en række specialarrangementer.

Det er torsdag den 16. juli, hvor der er aftentog med foredrag om Åmosen og tørvegravning, torsdag den 23. juli, hvor der er foredrag om Gørlev Sukkerfabrik og dens tog, søndag den 26. juli, hvor der er Madam Blås tog, og torsdag den 30. juli, hvor der igen er aftentog med Åmosen som tema.

Man kan se meget mere på foreningens hjemmeside. 

Del