Netto i Høng skal opgraderes - en af de første med helt nyt koncept

Netto i Høng lukker knap i fire uger for at gennemgå en stor renovering - og opgradering - til en 4.0 Netto butik som en af de første i landet. 

Netto i Høng skal opgraderes - en af de første med helt nyt koncept
Netto i Høng Centret lukker i fire uger, mens der bygges om og der kommer helt nyt inventar - og indretning. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

Netto er lige nu i gang med at videreudvikle deres butikker fra det, de kalder 3.0- til 4.0-butikker. En af de første butikker, der får det nye koncept, er Netto i Høng.

Det kunne personalet forleden løfte sløret for i en video på Facebook, og det bekræfter udviklingsdirektør i Salling Group, Carsten Hadsbjerg.

"Vi har samlet en masse erfaringer fra vores 3.0-butikker og fundet ud af, at der var ting, vi kunne gøre bedre. Det har vi samlet og afprøvet i en Netto-butik i Himmelev ved Roskilde. Det koncept kalder vi 4.0, og det er det, vi nu ruller ud i Høng, som er en af de første butikker i landet," forklarer Carsten Hadsbjerg.

Lukker i knap fire uger

For at renovere og opgradere butikken er man nødt til at lukke i en periode.

Netto i Høng lukker derfor lørdag den 15. august klokken 18 og åbner igen torsdag den 10. september klokken 8. Dermed vil butikken være lukket i næsten fire uger.

"Opgraderingen består blandt andet af nyt inventar, og at man i højere grad samler alle spotvarerne ét sted. Derudover samler vi varerne i kategorier, så det bliver nemmere for kunderne at finde rundt," siger Carsten Hadsbjerg.

Grunden til, at Netto i Høng bliver en af de allerførste butikker med det nye koncept, er ifølge udviklingsdirektøren, at butikken har et stærkt hold.

"Vi har et virkelig godt team i Høng – et klassemandskab – og det er selvfølgelig derfor, vi har valgt Høng til at være en af de første med 4.0-versionen," siger Carsten Hadsbjerg.

Der har tidligere været planer for Netto i Høng. Blandt andet om at flytte butikken ud af byen til Løve, og senere har der været planer om at udvide forretningen. Nu er man dog landet på en omfattende opgradering, som skal gøre butikken endnu mere overskuelig.

"Vi bliver her og giver den fuld gas – også set i lyset af, at der sker nyt på dagligvarefronten i Høng Centret," siger Carsten Hadsbjerg.

 

Del