Når kærligheden drukner – et foredrag om livet i et alkoholramt parforhold
Når alkoholen bliver en del af hverdagen i et parforhold, kan kærligheden langsomt blive sat på prøve. Mette Gammelgaard fortæller med afsæt i egne erfaringer om livet som partner til en alkoholafhængig og om at finde sig selv igen.
Når alkoholen fylder mere og mere i et parforhold, forandrer relationen sig ofte. Mistillid, brudte aftaler, konflikter og følelsesmæssig afstand kan langsomt slide på kærligheden, mens omgivelserne sjældent ser, hvad der foregår bag hjemmets lukkede døre.
Torsdag den 17. september gæster forfatter og foredragsholder Mette Gammelgaard LOF Huset i Kalundborg med foredraget Når kærligheden drukner.
Med afsæt i egne erfaringer fortæller hun om livet ved siden af en alkoholafhængig partner og sætter ord på de dilemmaer, grænser og følelser, som mange lever med i stilhed.
"Mange bliver, fordi de elsker. De håber, støtter og tror på, at tingene bliver bedre. Men undervejs kan de miste sig selv. Og de har svært ved at se, hvad de selv kan gøre for at skabe forandring. Det er den virkelighed, jeg ønsker at sætte ord på," siger Mette Gammelgaard.
Foredraget bygger på bogen Når kærligheden drukner og giver et ærligt indblik i de relationelle konsekvenser af alkoholafhængighed – og i, hvordan kærlighed, loyalitet og håb kan komme på prøve, når alkoholen fylder mere og mere i et parforhold.
Det henvender sig til alle, der ønsker større forståelse for de ofte usynlige konsekvenser, som alkoholen kan medføre i et forhold.
Foredraget finder sted torsdag den 17. september klokken 19 til 21 i LOF Huset på Elmegade 11 A i Kalundborg.