Næsten en million til lokale kulturprojekter i Kalundborg
Der er udsigt til flere kulturelle oplevelser rundt i Kalundborg Kommune, efter kulturpuljen Sammen om Kulturen har gennemført sin første uddelingsrunde.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Bred vifte af initiativer rykker kulturen ud i byrum og fælles mødesteder. Der er udsigt til flere kulturelle oplevelser rundt i Kalundborg Kommune, efter kulturpuljen Sammen om Kulturen har gennemført sin første uddelingsrunde.
I alt er der uddelt 967.500 kroner til 15 projekter, der alle har til formål at bringe kulturen tættere på borgernes hverdag.
Temaet for uddelingen har været “Byrum og fælles mødesteder som scene”. Projekterne tager derfor udgangspunkt i de steder, hvor borgerne i forvejen mødes – som bymidter og andre fælles rum – og omdanner dem til rammer for kulturelle aktiviteter. Ambitionen er at skabe liv, styrke lokal identitet og give nye oplevelser i hverdagen.
Bredt udvalg af projekter
De støttede initiativer spænder vidt. Blandt projekterne er der både litteraturfestival, alsang, koncerter, gadeteater, torvedage, dansearrangementer samt aktiviteter i naturen og byrummet.
Interessen for puljen har været stor. Der blev indsendt 25 ansøgninger med et samlet ansøgt beløb på over 2,1 millioner kroner. Ansøgningerne dækker både forskellige geografiske områder og mange typer af kulturprojekter.
“Det er virkelig positivt at se, hvor mange gode idéer der er – og ikke mindst hvor bredt de favner. Med Sammen om Kulturen får vi mulighed for at bringe kulturen ud, hvor mennesker allerede mødes i hverdagen, og skabe nye oplevelser på tværs, der gør en reel forskel for livet i kommunen,” siger Søren Kjærsgaard, formand for Sammen om Kulturen.
Samarbejde styrker kulturlivet
Sammen om Kulturen er etableret i et samarbejde mellem Kalundborg Kommune og lokale virksomheder, som bidrager økonomisk til puljen. Formålet er at styrke kulturlivet gennem nye partnerskaber og aktiviteter, der samler borgere på tværs af alder, interesser og lokalområder.
Ny ansøgningsrunde på vej
Allerede nu er næste runde undervejs. Et informationsmøde og open call finder sted den 26. maj kl. 16.30 i Den Røde Sal i Høng Kultur- og Bevægelsespark. Herefter åbner ansøgningsrunden med frist den 15. august.
I den kommende runde videreføres temaet, samtidig med at der sættes ekstra fokus på projekter, hvor flere aktører samarbejder om større aktiviteter – gerne med potentiale for at udvikle nye koncepter og skabe varige samarbejder.