Musikbingo skal samle over 50.000 kr. ind til Knæk Cancer
Musik, fællesskab og velgørenhed er i centrum, når Musikbingo vender tilbage til Byfesten 2026
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Musik, fællesskab og velgørenhed er i centrum, når Musikbingo vender tilbage til Byfesten 2026. Arrangørerne håber at slå sidste års indsamlingsrekord til fordel for Kræftens Bekæmpelse.
Tirsdag den 21. juli bliver Kontoret i Kalundborg igen rammen om Musikbingo under Byfesten. Arrangementet samler lokale virksomheder, frivillige og borgere i en fælles indsats for Kræftens Bekæmpelse, hvor hele overskuddet går ubeskåret til Knæk Cancer.
Sidste år indsamlede Musikbingo godt 40.000 kroner. I år er ambitionen at komme over 50.000 kroner, som doneres til Knæk Cancer i uge 43.
Dørene åbner klokken 16, mens musikbingoen begynder klokken 18, og forventes at slutte omkring klokken 22.
Store præmier og amerikansk lotteri
Der er udsigt til mange gevinster i løbet af aftenen. Hovedpræmien er et vinkøleskab doneret af Punkt 1. Kalundborg Rock'er har desuden doneret festivalbilletter og andre præmier. Dragsholm Sparekasse har bidraget med gavekort til en samlet værdi af 5.000 kroner, hvoraf et af gavekortene indgår i lotteriet.
Der bliver også afholdt amerikansk lotteri med 150 gevinster sponsoreret af lokale erhvervsdrivende og private. Blandt præmierne er et gavekort på 5.000 kroner til Kontoret. Derudover bliver der auktion over fem eksklusive gevinster, som alle får mulighed for at byde på.
Musik fra årets byfest
Trine Nystrup står for at råbe numrene op, mens Mads Lundberg er aftenens dj. Han spiller musik fra flere af de kunstnere, der optræder under årets byfest – heriblandt også surprise-bandet, hvis navn endnu ikke er offentliggjort.
Arrangementet er åbent for alle aldre.
Billetter kan købes på forhånd og ved indgangen
Maden leveres af Meny Kalundborg, som serverer en platte. Billetter kan købes i kiosken hos Meny og består af en bingoplade og en madbillet. Det er også muligt at købe billetter ved indgangen på dagen.
Ifølge købmand Peter Egebæk er der allerede solgt omkring 75 billetter i forsalg.
"Man kan købe billetter i kiosken i Meny. En billet består af en bankoplade og en madbillet. Men man kan også købe i døren," fortæller han.
Der er plads til 320 siddende gæster. Sidste år blev de 600 bingoplader hurtigt udsolgt, og derfor er der produceret 1.000 plader til årets arrangement.
Lokale virksomheder bakker op
Flere lokale virksomheder støtter arrangementet med præmier og sponsorater.
Erhvervsrådgiver i Dragsholm Sparekasse, Annette Søborg Andersen, forklarer, hvorfor sparekassen igen er med: "Vi vil gerne støtte den gode sag, det sociale arrangement og ikke mindst det lokale handelsliv," siger hun.
Også Steen Jensen fra Punkt 1 understreger, at virksomheden bakker op om arrangementet for både at støtte lokalsamfundet og den gode sag.
Trine Nystrup håber, at endnu flere vil være med i år: "Vi ønsker at skabe en aften, hvor hele Kalundborg kan samles om musik, grin og fællesskab – samtidig med at vi samler så mange penge ind som muligt til Kræftens Bekæmpelse. Med masser af præmier, lotteri, auktion og et gavekort på 5.000 kroner håber vi, at endnu flere vil være med til at gøre en forskel,” siger Trine Nystrup.