MRF Rallysprint blev afholdt lørdag

Det var tredje gang i år, at Kalundborg Og Omegns Motorklub var vært for et løb.

MRF Rallysprint blev afholdt lørdag
Flere rallybiler var lørdag flyvende i Svebølle, blandt andre lokale Jacob Brix Henriksen. Foto: Flemming-jensen.com photography

Af Thomas Gosch thomas@tv-kalundborg.dk

Kalundborg Og Omegns Motorklub har endnu engang afviklet et Rallysprint på betonværket ved Gammelrand i Svebølle.

Denne gang var det MRF Rallysprint Cup 2026. Dagen forløb fint; hastighedsprøven var ændret en smule, men ellers var layoutet det samme som de forrige år.

”Alle rallykørere har en historie at fortælle, når de vender tilbage til ryttergården, og her er det en fornøjelse at lytte til oplevelser, som bliver udvekslet på kryds og tværs af hele området,” siger Michael Lund, formand for Kalundborg og Omegns Motorklub, og fortsætter, ”Det er ikke kun deltagerne, der har en fest – tilskuernes entusiasme mærkes også, men det vigtigste på dagen er afviklingen af selve løbet.”

Formanden siger tak

”Vi har en stor skare af officials, som skal have en stor tak for deres indsats. De står ude i alt slags vejr og rapporterer til prøvechefen om, at det hele forløber, som det skal,” fortæller Michael Lund og slutter, ”Bestyrelsen og løbsledelsen retter en stor tak og sender vores bedste hilsener hjem til alle, der har deltaget i Komos MRF Rallysprint Cup 2026.”

Nu trænger arrangørerne til en pause, da Komo har været vært for tre arrangementer i 2026. Alle løb er blevet planlagt og afviklet af den samme løbsledelse og bestyrelse, og nu vil man se fremad og tænke på at øge bredden af deltagere til arrangementerne.

Del