Modelflyklub holdt åbent hus

En grøn hobby? Ja da - modelfly flyver på el - søndag holdt Kalundborg Model Flyver Klub åbent hus. 

Modelflyklub holdt åbent hus
Kalundborg Model Flyve Klub holdt søndag åbent klubhus ved Aldersrovej. Her mødes medlemmerne flere gange om ugen for at flyve med de rappe, små drone-fly. Her er Helge Andersen ved at få et fly i luften. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed
charlotte@tv-kalundborg.dk

De små, lette modelfly kan holde sig flyvende i omkring 6 til 10 minutter på et batteri. Men så har man jo bare et i reserve, og så er man i luften igen.

Det kunne man ved selvsyn konstatere, hvis man søndag var taget til åbent hus hos Kalundborg Model Flyver Klub. En klub, der har eksisteret så længe, at ingen på pladsen ved Aldersrovej – lige ved de store vindmøller – rigtig kan huske, hvornår klubben blev stiftet.

"Det er i hvert fald over 50 år siden," mener Jan Persson, der er en af de 32 medlemmer i klubben.

Alle sammen mænd.

"Aj, jeg tror faktisk aldrig, vi har set en kvinde herude, men de skal da være hjerteligt velkomne," bedyrer formand Keihn Rohtman.

Gennemsnitsalderen er på omkring 50-60 år, dog trukket godt og grundigt ned af klubbens Benjamin, den 14-årige Joye Sørensen.

Det er da også meningen, at klubbens åbent hus-arrangement skal trække flere medlemmer til.

"Det er jo topaktuelt med al den droneaktivitet, vi har haft. Vi har flyvetilladelse på vores område, så hvis nogen har brug for at øve sig, så er de velkomne i klubben," mener Jan Persson.

Modelfly er ikke en dyr hobby. Anders Nielsen har for eksempel fundet små fly i et supermarked til omkring 60 kroner. Så skal der lidt udstyr til, men for tusinde kroner er man flyvende. Foto: Charlotte Koefoed

Modelflyene kategoriseres for det meste som droner, og det hænger sammen med, at modelfly og droner deler luftrummet med bemandet luftfart og derfor skal følge de samme sikkerhedsstandarder for at undgå kollisioner.

Ude på det store grønne område for enden af Aldersrovej er der god plads til at flyve med modelflyene. Der er slået græs, så de små fly kan lette og lande.

Drømte om at blive pilot

En af dem, der er mødt frem søndag, er Helge Andersen. Han drømte egentlig om at blive pilot og hang tit ud ved flyvepladsen ved Kaldred.

"Men det er jo dyrt at blive pilot, så det puttede jeg i glemmebogen. Men efter jeg blev 60, begyndte jeg at flyve med modelfly. Jeg kan godt lide at få det til at ligne almindelige flyvninger," forklarer han.

Jan Rønkel er til gengæld vild med luftakrobatik og lader sit modelfly snurre rundt om sig selv og lave loops.

Jan Rønkel er vild med at lave luftakrobatik. Foto: Charlotte Koefoed

Men så skal flyet ned og have skiftet batteri.

"Jeg har en måler med, så jeg kan se, hvor lang tid jeg har i luften. Så kan jeg nå at nødlande," siger han.

Medlemmerne i Kalundborg Model Flyver Klub mødes til klubaften om onsdagen, men også om torsdagen og i weekenden.

"Mange af medlemmerne kommer herud og flyver med deres fly, når de har tid. Om vinteren træner vi i multihallen i Høng og også i Kalundborghallerne," forklarer Keihn Rotmann.

Han fortæller også, at klubben netop har fået støtte fra Kalundborg Kommune til at etablere solceller, så medlemmerne kan oplade deres batterier. Der bliver også indsat et campingtoilet for fondsmidler.

Og så håber formanden på, at der kommer flere medlemmer. Også gerne kvinder.

"Lige nu er vi lidt hæmmet af, at Aldersrovej er spærret ved Holbækvej på grund af motorvejsbyggeriet, men så skal man bare den anden vej rundt. Vi har også sat skilte op," siger han.

Del