Mere end 65 stande klar til årets karrieremesse
I år kan jobsøgere møde mere end 65 stande og deltage i ti forskellige oplæg.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Omkring 1.000 besøgende har de seneste år lagt vejen forbi Karrieremessen i Kalundborg. I år kan jobsøgere møde mere end 65 stande og deltage i ti forskellige oplæg.
Jobsøgere fra Kalundborg og resten af landet kan hente inspiration og møde potentielle arbejdsgivere, når Jobcenter Kalundborg inviterer til årets karrieremesse.
Messen finder sted i Kalundborg Hallerne den 22. september fra klokken 14 til 17. Her kan de besøgende få indblik i en lang række virksomheder, brancher og uddannelsesmuligheder.
Det er fjerde gang, at Jobcenter Kalundborg holder karrieremessen, og i år står mere end 65 stande klar til at tage imod gæsterne.
”Vi er rigtig glade for den opbakning, som vi får fra virksomheder, uddannelsesinstitutioner, a-kasser, kommuner og øvrige samarbejdspartnere. I år er det med til at gøre, at vi kan skabe en større og endnu mere varieret messe, end vi har kunnet tidligere,” fortæller arbejdsmarkedschef Lasse Bjerregaard.
Det personlige møde skaber kontakter
Ifølge arbejdsmarkedschefen kan mødet ansigt til ansigt mellem jobsøgere og virksomheder være med til at skabe nye muligheder.
”Det er fantastisk at opleve den stemning, der er i Kalundborg Hallerne, når jobsøgere og virksomheder sammen finder ud af, hvilke muligheder der kan være for en ansættelse eller en uddannelse inden for en given branche. Vi oplever, at mange af de besøgende får skabt nogle gode kontakter, og at der bliver fulgt op på dem efterfølgende.”
Karrieremessen har de seneste år tiltrukket omkring 1.000 besøgende fra Kalundborg, de omkringliggende kommuner og resten af landet. Nogle af gæsterne ankommer i busser.
Virksomheder fra mange brancher
På messen kan de besøgende møde virksomheder inden for blandt andet biotek, produktion, Forsvaret, detailhandel, rådgivning, håndværk, revision og transport. De forskellige fagområder i Kalundborg Kommune vil også være repræsenteret.
Blandt virksomhederne på messen er Forsvaret, Avista, Frode Laursen, Aliscon, Skandi-Bo, Novonesis, Novo Nordisk, NOV, Kalundborg Refinery og HRS.
Der vil desuden være et større område, hvor de besøgende kan få rådgivning om uddannelses- og opkvalificeringsmuligheder.
Jobvæg og ti forskellige oplæg
De besøgende kan orientere sig om konkrete ledige stillinger i Kalundborg på messens jobvæg.
I løbet af eftermiddagen bliver der desuden holdt ti forskellige oplæg. De handler blandt andet om jobsøgningsglæde, Kalundborg Refinery, Kalundborgs internationale skole og mulighederne for at gøre karriere i Novonesis.
”I år tilbyder vi hele ti forskellige oplæg. De er både informative og faglige. Det er virksomheder og samarbejdspartnere, der stiller op, så man kan blive informeret om, hvad der foregår i kommunen. De kommer til at foregå i to silent-talk-områder, så man kan sidde og lytte inde i de to haller, som messen foregår i,” lyder det fra projektleder for Karrieremessen Sabine Stensnæs.
Messen er åben for alle
Karrieremessen er åben for alle, og det kræver ikke tilmelding at deltage.
”Vi glæder os til at byde de mange besøgende velkomne. Vi garanterer, at det bliver en dag, hvor man får rig mulighed for at danne netværk, blive inspireret og måske finde sin kommende arbejdsgiver,” lyder det fra Lasse Bjerregaard.
Programmet og den fulde oversigt over messen kan findes i appen ”Kalundborg”.