Mand fundet død - Seks mænd anholdt

Politiet efterforsker mistænkeligt dødsfald, efter at en mand er fundet død. Seks udenlandske mænd er anholdt

Mand fundet død - Seks mænd anholdt
Mand fundet død i Gørlev - Seks mænd anholdt

 Af Thomas Gosch kontakt@tv-kalundborg.dk

Politiet er tidligt fredag morgen til stede på en adresse i Gørlev på Vestsjælland, hvor et mistænkeligt dødsfald efterforskes. Seks udenlandske mænd er i den forbindelse blevet anholdt.

Det oplyser Benjamin Rasch, som er vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi.

Sagen drejer sig om en mand, som natten til fredag blev fundet død i et hus, hvor der bor flere håndværkere, fortæller vagtchefen. Manden beskrives som en udenlandsk statsborger, der bor fast i Danmark.

Vagtchefen oplyser ikke mandens alder eller nationalitet. Hans pårørende er endnu ikke underrettet om hans død.

”Vi efterforsker sagen, fordi det er et mistænkeligt dødsfald. De præcise omstændigheder, altså hvad der er sket, kan vi ikke fastlægge endnu. Vi kan ikke udelukke, at der er sket en forbrydelse,” siger Benjamin Rasch.

Politiet fik anmeldelsen om sagen natten til fredag klokken 00.23. Den blev anmeldt af en person, der også bor på adressen. Efter ankomst til huset blev der ydet førstehjælp på manden, der dog blev erklæret død.

Efterfølgende har politiet anholdt seks mænd. De er ligesom den afdøde ikke danske statsborgere, lyder det.

”Vi har seks anholdte. Indtil videre er de sigtet for overtrædelse af straffeloven. Vi ved ikke præcist, hvad der er foregået, og af den årsag sigter vi for overtrædelse af straffeloven,” siger Benjamin Rasch.

Det er endnu uklart, om der vil ske fremstillinger i sagen, lyder det.

Politiet regner fredag morgen med at være til stede på adressen i Gørlev i nogle timer endnu.

Dette skriver Ritzau

Læs også: Mistænkeligt dødsfald - Vinde Helsingevej i Gørlev

Del