Maleri af maleren J. Th. Lundbye på auktion i New York
Maleriet Skibe i havn ved Kalundborg Fjord fra 1846 af maleren J. Th. Lundbye kommer under hammeren på auktion i New York.
Af journalist Sonja Husted Rasmussen
Maleriet Skibe i havn ved Kalundborg Fjord fra 1846 af maleren J. Th. Lundbye kommer under hammeren på auktion i New York. Det sker i auktionshuset Phillips.
Vestsjælland Museum agter at byde på maleriet ved auktionen, oplyser museumsdirektør Eskil Vagn Olsen. Hvor meget museet er i stand til at byde, vil direktøren ikke ud med på forhånd af hensyn til auktionen og museets budstrategi. Han betegner maleriet som en perle med stor lokalhistorisk betydning.
Lundbye-maleriet er vurderet til mellem 15.000 og 20.000 dollars svarende til mellem 95.700 og 127.600 kr. Skibe i havn ved Kalundborg Fjord fra 1846 kan stedfæstes til inderfjorden, som efter Lundbyes tid blev inddæmmet og efterhånden tørlagt og gik under navnet Rejepytten. I dag er det en del af området ved Elmegade. Bag personerne på billedet ses havnens skibbro og i baggrunden Asnæs.
Lundbye-maleriet kommer fra amerikaneren John L. Loebs privatsamling. Han er kendt som manden bag den angiveligt største samling af dansk 1800-tals kunst uden for Danmark. Samlingen indeholder navne som blandt andre Vilhelm Hammershøj, Krøyer, Anna og Michael Ancher, Bertha Wegmann og L.A. Ring. Loeb var USA´s ambassadør i Danmark og boede i København fra 1981-83.
Kig på landmark 14
Af oversigten over Lundbye-malerier i de såkaldte landmarks i Kalundborg-området, er landmark 14 det, der blandt andet fortæller om maleriet Skibe i havn ved Kalundborg Fjord. Landmark 14 informerer om en række billeder med motiver fra inderfjorden. Området lå lige i nærheden, når Lundbye kom fra sit barndomshjem i Skibbrogade og vandrede ud for at indfange motiver fra Kalundborg.
I forhold til malerens tid er inderfjorden ændret så radikalt, at det ville være stort set umuligt at prøve at finde de nøjagtige positioner, hvorfra han har malet. Der er fyldt op, lavet havneanlæg, bygget lagerhaller og industrianlæg.
Det fremgår af teksten på landmark 14, at Lundbye har udnyttet stillestående vand inderst i fjorden til at lave reflektioner fra en himmel med ret dramatiske skyformationer i forskellige lag. Bag pynten ses masterne fra de store skibe ved havnens skibbro. En overgang i 1830’erne sejlede der skonnerter i fast rutefart med saltede sild herfra til de danske kolonier i Vestindien. Skibene kom tilbage med sukker fra plantagerne.