Lyserøde skilte viser vej til gågaden

Opmærksomme kalundborgensere har sikkert noteret sig, at der er kommet nogle fine, lyserøde skilte op på Bredgade ud for nogle af de nyrenovrede slipper. Det er der en årsag til. 

Lyserøde skilte viser vej til gågaden
Der er kommet nogle håndmalede lyserøde skilte op på Bredgade, som viser vej til Kordilgade. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

De butiksdrivende på Kordilgade har længe haft et ønske om, at der blev gjort noget for at skabe opmærksomhed om handelsgaden. Det er der nu blevet gjort noget ved i form af nogle lyserøde skilte.

Præcis hvem der har malet skiltene, er ikke helt til at få rede på i disse ferietider, men chef for Vej, Ejendom og Affald, Lone Himmelstrup, har et godt bud.

"Jeg ved, at landskabsarkitekt Birgitte Kofod Møller har arbejdet med et forsøg, hvor man ville finde en alternativ løsning. Man har villet finde på noget andet end de sædvanlige byskilte," fortæller Lone Himmelstrup.

Hun fortæller, at skiltene er en forsøgsordning, og hun glæder sig over, at de er kommet op. Skiltene tjener nemlig to formål.

Det ene er at gøre opmærksom på, at der ligger en fin handelsgade 80 meter fra Bredgade, hvor bilisterne færdes.

"Og det andet formål er, at der med den nye parkeringsplads har været lidt forvirring om, hvor man må køre ind. Derfor står skiltene de steder, hvor folk kommer til at køre forkert ind med deres biler," forklarer Lone Himmelstrup.

Skiltene er som nævnt en forsøgsordning, og den måde, de er udformet på, gør, at de er nemme at flytte rundt på. Desuden er skiltene noget anderledes end de kommunale byskilte.

Birgitte Kofod Møller er på ferie, og det har ikke været muligt at komme i kontakt med hende for at få yderligere detaljer om skiltene.

Del