Lysende fisk skal binde havn og by sammen i Kalundborg
Ny kunstinstallation i Skibbrogade indvies med koncert og skal skabe mere liv og sammenhæng mellem havnen og bymidten.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Ny kunstinstallation i Skibbrogade indvies med koncert og skal skabe mere liv og sammenhæng mellem havnen og bymidten.
Lørdag den 13. juni klokken 14 bliver en ny attraktion i Kalundborg officielt afsløret, når en række svømmende fisk tager plads i luftrummet over Skibbrogade.
De lysende fisk skal fremover vise vej mellem havnen og bymidten og samtidig understøtte gadens maritime karakter. Efter indvielsen fortsætter festlighederne med en gratis koncert i Havneparken, hvor den danske musiker Jens Konrad optræder.
“Vi håber, at alle tager godt imod den nye udsmykning. Vi ønsker, at de lysende fisk skal støtte gadens maritime karakter og skabe en hyggelig stemning både om dagen og om aftenen. Om aftenen vil der nemlig være lys på fiskene, så de står frem mod den mørke nattehimmel,” fortæller Inge Johansen fra Føniksgruppen.
Projektet er blandt de forslag, der blev indstillet i Kalundborgs Få-det-fikset-gruppe. Finansieringen er kommet på plads med hjælp og donation fra Lys på Kalundborg.
“Ideen passer godt ind i vores visioner om at skabe nye lysoplevelser i Kalundborg, så vi støtter projektet med hjælp til ophængning og belysning,” siger Per Junge, formand for Lys på Kalundborg.
Skabt af en af Danmarks sidste gørtlere
Fiskene er udført i forskellige metaller af gørtler og metalsmed Michael Satterup Hansen, som viderefører et af Danmarks ældste håndværksfag.
Virksomheden har arbejdet med specialopgaver i mere end 40 år, herunder flere opgaver for kongehuset. Traditionelt arbejder en gørtler med materialer som messing, kobber, bronze og tin, der gennem århundreder har været anvendt til blandt andet kirkearbejde, lamper og kunsthåndværk.
Michael Satterup Hansen arbejder i spændingsfeltet mellem historisk håndværk og moderne design og har blandt andet medvirket til færdigmontering af en specialdesignet lampe til den historiske børsbygning i København. Samarbejdet med Føniksgruppen opstod blandt andet, fordi Michaels far har sommerhus i Havnsø, og fordi han selv har mange gode minder fra området.
Jens Konrad spiller ved indvielsen
Musikken bliver også en del af indvielsen, når Jens Konrad giver koncert i Havneparken.
Jens Konrad har tidligere optrådt otte gange på Roskilde Festival som forsanger i bandet SENSO. Nu er han gået solo med dansksproget pop, og hans debutalbum "Stjernesjæl" modtog fem stjerner af GAFFA.
Koncerten er samtidig en del af Ungefestivalen i Havneparken, der afvikles samme dag.
Vil skabe mere liv i bymidten
Bag projektet står Føniksgruppen, der arbejder for at skabe mere byliv, flere oplevelser og større sammenhæng i Kalundborgs bymidte.
Gruppen blev dannet som en del af det internationale projekt Desire, hvor borgere blev inviteret til at undersøge, hvordan byplanlægning med udgangspunkt i borgernes ønsker kunne skabe mere attraktive byer.
“Projekterne skal give folk mere lyst til at opholde sig i byen – også efter kl. 18. Vi får tit spørgsmål fra sejlere om, hvor bymidten egentlig er,” siger Inge Johansen.
“Nu kan vi pege og sige, at de skal bare følge fiskene op gennem Skibbrogade.”
Føniksgruppen retter samtidig en tak til de mange aktører, som har bidraget til projektet, herunder Lys på Kalundborg, NNE, Houg, bygningsejere langs gaden og Kalundborg Kommune.
Næste mål er en havnepromenade
Arbejdet stopper ikke med fiskene i Skibbrogade. Føniksgruppen har allerede fokus rettet mod næste projekt.
Gruppen ønsker at skabe en mere attraktiv gangforbindelse mellem Kordilgade, Skibbrogade, Havneparken og Vænget gennem etableringen af en havnepromenade mellem Havneparken, stationen og Samsøfærgen.
“Vi synes, at der mangler en havnepromenade mellem Havneparken, stationen og Samsøfærgen. Derfor bliver næste projekt at lave den første markering af promenaden og små oplevelser og opholdsmuligheder undervejs,” fortæller Føniksgruppen.
Planerne omfatter blandt andet små farverige læsteder inspireret af badehusene ved Gisseløre og humoristisk kunst langs kajen. Materialerne til de første læsteder er finansieret gennem Jem og Fix-puljen "I fixer, vi støtter".
Føniksgruppen søger nu sponsorer og frivillige, der ønsker at bidrage til udviklingen af Kalundborgs byliv.