Loppemarked vender tilbage til Røsnæs efter 15 år
Der bliver igen mulighed for at gøre et godt loppefund på Røsnæs.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Der bliver igen mulighed for at gøre et godt loppefund på Røsnæs, når Røsnæs Kultur- og Forsamlingshus søndag den 19. juli klokken 10-16 slår dørene op til loppemarked for første gang i 15 år.
Både lokale og sommerhusgæster inviteres til en dag med genbrug, handel og hyggeligt samvær. Loppemarkedet finder sted både i kultur- og forsamlingshuset og i haven, hvor besøgende kan gå på opdagelse blandt et bredt udvalg af varer.
Der vil blandt andet være mulighed for at finde brugskunst, bøger, køkkengrej, legetøj, møbler og andre loppefund.
Bag arrangementet er ønsket om at samle lokalområdet til en dag med fokus på fællesskab, bæredygtighed og genbrug.
Undervejs vil der være mulighed for at købe kaffe, kage, sandwich og kolde drikkevarer. Loppemarkedet har gratis adgang, og alle er velkomne.