Lokalhistorisk Arkiv i Gørlev er klar med jubilæum og ny bogudgivelse

Hver gang der er torvedag, holder Gørlev Lokalhistorisk Arkiv åbent. De kan se frem til 50 års jubilæum i september - og en ny bogudgivelse

Lokalhistorisk Arkiv i Gørlev er klar med jubilæum og ny bogudgivelse
Anne Christensen, formand for Gørlev Lokalhistoriske Arkiv, med bogudgivelsen fra 40 års jubilæet. Nu er en ny bog på vej. Foto: Charlotte Koefoed

Af Charlotte Koefoed  charlotte@tv-kalundborg.dk

De otte lørdage, hvor der er torvedag i Gørlev, holder Gørlev Lokalhistoriske Arkiv også åbent for offentligheden.

Anne Christensen og Leif Jensen fra arkivet fortæller, at turisterne især kommer ind og spørger nysgerrigt om to ting: slægtninge eller historien om det hus, de bor i.

"Det oplever vi tit. Folk kommer ind og spørger til en oldefar, oldemor eller andre slægtninge, som de gerne vil vide mere om. Nogle gange har vi en masse at fortælle, andre gange ikke," siger Leif Jensen.

Der er også altid stor interesse for husene. Hvem boede her før? Hvilke erhverv har huset rummet? Den slags spørgsmål får arkivets frivillige ofte.

50 år på bagen

Men ud over at tale med turister og lokale har medarbejderne på lokalarkivet haft travlt. Den 7. september kan foreningen nemlig fejre, at den har eksisteret i 50 år.

"Det fejrer vi med en reception på Gørlev Bibliotek lørdag den 11. september mellem klokken 15 og 17, og alle er velkomne," siger arkivleder Anne Christensen.

Hun fortæller, at der også er en bogudgivelse på vej, som bliver præsenteret samme dag.

Det er en lokalhistorisk bog med titlen Fortidens Spor – Fremtidens Arv. Den indeholder en lang række artikler skrevet af foreningens medlemmer og andre bidragydere og er redigeret af den tidligere redaktør og journalist på Sjællandske Medier, Bjarne Robdrup.

Anne Christensen, tv og Leif Jensen i Gørlev Lokalhistoriske Arkiv, som ligger på Algade 14. Foto: Charlotte Koefoed

Bogen indeholder beskrivelser af erhverv, virksomheder og butikker i Gørlev, samt andre beretninger 

"For eksempel har præsten skrevet om runestenen i Gørlev Kirke og om, hvordan det er at være præst," oplyser Anne Christensen. 

Åbningstiderne i Gørlev Lokalhistoriske Arkiv er mandage fra klokken 10 til 12 og tirsdage fra klokken 10 til 16. Desuden er der åben den anden tirsdag i hver måned fra klokken 19 til 21.

Del