Lokale virksomheder styrker sikkerheden omkring Red Barnets frivillige
Det skyldes et lokalt samarbejde, hvor Safety Group har doneret et førstehjælpskursus til Red Barnet Kalundborgs frivillige.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Safety Group har doneret førstehjælpskursus, der skal gøre en forskel for børn, unge og familier året rundt.
Når frivillige fra Red Barnet Kalundborg i starten af august går ombord på skoleskibet Fulton sammen med en gruppe unge, har de nye livreddende kompetencer med i bagagen.
Det skyldes et lokalt samarbejde, hvor Safety Group har doneret et førstehjælpskursus til Red Barnet Kalundborgs frivillige. Kurset skal ikke alene styrke sikkerheden på årets Fulton-tur, men også komme de børn og familier i udsatte positioner til gode, som de frivillige møder gennem hele året.
"Vores frivillige er sammen med børn, unge og familier året rundt. Derfor er det afgørende, at de ved, hvordan de skal handle, hvis uheldet er ude. Safety Group har givet os noget, der rækker langt ud over et sponsorat – de har delt deres kernefaglighed og været med til at styrke trygheden omkring de børn og unge, vi er der for," siger Louise Würtz Munch, kommunikationsleder i Red Barnet Kalundborg.
Flere lokale aktører bakkede op
Safety Groups donation blev samtidig udgangspunkt for et bredere lokalt samarbejde.
Red Barnet Kalundborg inviterede frivillige fra Home-Start Nordvestsjælland med på kurset, så endnu flere frivillige, der arbejder tæt på børn og familier, kunne få glæde af undervisningen.
Samtidig stillede Raklev GI lokaler til rådighed, Kvickly Kalundborg sørgede for aftensmad, og Toms bidrog med snacks til deltagerne.
For Red Barnet Kalundborg er det et eksempel på, hvordan virksomheder og foreninger kan skabe værdi for lokalsamfundet ved at bidrage med deres forskellige kompetencer.
"Det her er et fantastisk eksempel på, hvad lokalt socialt ansvar kan være. Når virksomheder og foreninger bidrager med det, de er bedst til, skaber vi noget, som ingen af os kunne have skabt alene. Safety Group har brugt deres faglighed til at gøre en konkret forskel for børn, unge og familier i Kalundborg, og sammen med opbakningen fra Raklev GI, Kvickly Kalundborg og Toms viser det, hvor stærkt et lokalsamfund kan være, når vi løfter i fællesskab," siger Louise Würtz Munch.
Kompetencerne følger med videre
Om få dage får de frivillige mulighed for at omsætte deres nye viden i praksis, når de sejler afsted med Fulton. Men førstehjælpskurset får også betydning efter sommeren, da kompetencerne bliver en del af de mange familieaktiviteter, oplevelser og arrangementer, hvor Red Barnets frivillige møder børn, unge og familier i udsatte positioner.
For Red Barnet Kalundborg handler historien derfor om mere end et enkelt kursus. Den viser, hvordan lokale virksomheder kan tage socialt ansvar ved ikke kun at bidrage økonomisk, men også ved at dele deres viden, kompetencer og ressourcer til gavn for lokalsamfundet.