Løbesko og kolde øl: SKØL inviterer til halvmaraton i Kalundborg

Deltagerne kan selv vælge, om benene rækker til 7, 14 eller 21 kilometer – og efter løbet venter en kold øl eller et alkoholfrit alternativ ved målstregen.

Løbesko og kolde øl: SKØL inviterer til halvmaraton i Kalundborg
Lørdag den 29. august inviterer SKØL for første gang til LØB & SKØL Halvmaraton. Arkivfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk 

Lørdag den 29. august inviterer SKØL for første gang til LØB & SKØL Halvmaraton. Her kan deltagerne selv vælge, om benene rækker til 7, 14 eller 21 kilometer – og efter løbet venter en kold øl eller et alkoholfrit alternativ ved målstregen.

Lørdag den 29. august bliver løbeskoene snøret i Skibbrogade, når SKØL Brygkompagni for første gang inviterer til LØB & SKØL Halvmaraton.

Starten går kl. 12 fra SKØL, og konceptet er bygget op omkring stedets klassiske syv kilometer lange rute. Deltagerne kan vælge at nøjes med en enkelt runde eller fortsætte til henholdsvis 14 eller 21 kilometer.

Efter hver runde kommer løberne forbi SKØL, hvor der er mulighed for at holde en kort pause og få forfriskninger. Det er derfor også muligt undervejs at beslutte, hvor mange af de tre runder man vil gennemføre.

Vil skabe liv i bymidten

Hos SKØL håber man, at arrangementet kan være med til at skabe både fællesskab og aktivitet i Kalundborg bymidte.

”Vi vil gerne blive ved med at skabe liv og god stemning i bymidten, og denne gang gør vi det med løbeskoene på,” siger Gemma Carbonell, eventkoordinator hos SKØL.

Arrangementet er ikke kun for dem, der har planer om at gennemføre samtlige 21 kilometer.

”Det vigtigste for os er, at alle kan være med. Man kan løbe én, to eller tre runder, hænge ud ved SKØL, nyde en god øl, besøge vores sponsorer eller bare heppe på dem, der tager hele turen. Vi håber selvfølgelig, at det bliver så hyggeligt, at vi kan gøre LØB & SKØL Halvmaraton til en fast tradition.”

For løbere, der skal deltage i Copenhagen Half Marathon den 20. september, kan løbet samtidig bruges som en test af formen og benene frem mod halvmaratonet.

Omkring 100 par testsko

På dagen får deltagerne også mulighed for at afprøve løbesko fra Saucony. Mærkets løbeeksperter kommer med fire forskellige nye modeller og omkring 100 par testsko i forskellige størrelser, som deltagerne kan låne og tage med ud på ruten.

Udlånet foregår efter først til mølle-princippet, og derfor opfordres interesserede til at møde tidligt op, hvis de vil sikre sig muligheden for at teste et par.

Kold øl ved målstregen

Uanset om deltagerne vælger at stoppe efter 7, 14 eller 21 kilometer, venter der efter løbet en friskskænket kold øl eller et alkoholfrit alternativ ved målstregen.

Dagen afsluttes desuden med lodtrækning om et gavekort til Kaiser Sport & Ortopædi.

LØB & SKØL Halvmaraton finder sted lørdag den 29. august med start kl. 12 fra SKØL Brygkompagni, Skibbrogade 55 i Kalundborg.

Del