Liberal Alliance har forladt budgetforhandlingerne

Liberal Alliance vil ikke acceptere en skattestigning og samtidig bakke op om store byggeprojekter i Kalundborg Kommune. Derfor har partiet forladt årets budgetforhandlinger.

Liberal Alliance har forladt budgetforhandlingerne
Liberal Alliance er ude af forhandlingerne om Kalundborg Kommunes kommende budget. Det oplyser partiets gruppeformand, Helle Laursen Petersen, i en pressemeddelelse fredag formiddag. Privatfoto.

Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk

Liberal Alliance vil ikke acceptere en skattestigning og samtidig bakke op om store byggeprojekter i Kalundborg Kommune. Derfor har partiet forladt årets budgetforhandlinger.

Liberal Alliance er ude af forhandlingerne om Kalundborg Kommunes kommende budget. Det oplyser partiets gruppeformand, Helle Laursen Petersen, i en pressemeddelelse fredag formiddag.

De egentlige budgetforhandlinger begyndte fredag morgen klokken 8, hvor partilederne og kommunalbestyrelsens ene løsgænger var samlet omkring forhandlingsbordet. Ifølge Helle Laursen Petersen stod det hurtigt klart, at grundlaget for forhandlingerne lå langt fra Liberal Alliances ønsker. Hun oplyser, at borgmester Martin Damm (V) fremlagde en ramme, hvor der blev forventet opbakning til allerede indgåede aftaler og en skattestigning for kommunens borgere.

Det vil Liberal Alliance ikke medvirke til.

”Liberal Alliance vil ikke hæve skatten for at finansiere bygninger, vi mener, vi kan undvære,” siger Helle Laursen Petersen.

Vil prioritere eksisterende bygninger

Liberal Alliance ønsker i stedet, at kommunen prioriterer renovering og anvendelse af de bygninger og faciliteter, den allerede har. Helle Laursen Petersen peger blandt andet på Hal 1 i Kalundborg, som netop er blevet åbnet som et nyrenoveret kulturcentrum. Ifølge pressemeddelelsen er der investeret omkring ti millioner kroner i moderniseringen med lys, lyd, scene og tribuner.

På den baggrund stiller hun spørgsmål ved behovet for at bruge yderligere millioner på et nyt kulturhus ved havnen.

Jeg er opdraget med, at man passer på det, man har, før man tilsidesætter det eksisterende og bygger nyt. Lad os investere i det, vi allerede har, og få det til at fungere ordentligt, før vi bygger nyt,” siger hun.

Partiet ønsker desuden, at kommunen undersøger muligheden for at indrette hovedbibliotek i Kaalund Kloster. Kommunen har opsagt lejemålet for det nuværende bibliotek, fordi det er for dyrt, og ifølge Liberal Alliance kan en placering i den historiske bygning samtidig skabe mere liv i Kalundborg midtby.

Partiet mener også, at kommunen bør prioritere at renovere den eksisterende svømmehal, så den igen bliver moderne og attraktiv, frem for at bygge nyt.

Lægehus var det vigtigste krav

Helle Laursen Petersen fremhæver etableringen af et lægehus med faste praktiserende læger som sit vigtigste ønske til budgettet. Hun fortæller, at hun modtager mange henvendelser fra borgere, som har svært ved at få en lægetid, oplever skiftende læger og savner kontinuitet.

”Mit absolut vigtigste punkt ved dette års budgetforhandlinger var ikke mursten på havnen. Det var borgernær velfærd. Et lægehus med praktiserende læger, der vil slå sig ned, bygge deres liv op og blive i Kalundborg,” siger Helle Laursen Petersen.

Hun anerkender, at kommunens investeringer i at tiltrække uddannelser kan være positive og vigtige for udviklingen, men mener, at de kommunale kerneopgaver og borgernes nære hverdag skal komme først.

For langt mellem parterne

Ifølge gruppeformanden gik Liberal Alliance ind til budgetforhandlingerne med vilje til at indgå kompromiser. Partiet vurderede dog, at der ikke var mulighed for at flytte tilstrækkeligt på den fremlagte ramme.

”Hvis adgangsbilletten til forhandlingerne er, at vi på forhånd skal acceptere en skattestigning og samtidig frede store anlægsprojekter, som vi mener bør genovervejes, så er der ganske enkelt for langt mellem os,” siger Helle Laursen Petersen.

Liberal Alliance håber nu, at den resterende opposition kan få et lægehus, bedre lægedækning og mere fokus på borgernær sundhed med i budgettet.

”Det her handler ikke om, hvem der får æren. Det handler om borgerne i Kalundborg Kommune. Og de har brug for rigtige, faste praktiserende læger langt mere, end de har brug for endnu et nyt prestigeprojekt,” siger Helle Laursen Petersen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Martin Damm, da han netop nu sidder i budgetforhandlinger.

Del