Slut med lastbilparkering på Stejlhøj - nye steder udpeget
Lastbilparkeringen på Stejlhøj var tidligere på året genstand for en del kritik. Nu har Teknik-, Natur- og Miljøudvalget set på sagen og fundet nye steder, hvor lastbiler i fremtiden må holde.
Af Charlotte Koefoed charlotte@tv-kalundborg.dk
På Teknik-, Natur- og Miljøudvalgets seneste møde tog medlemmerne stilling til den omdiskuterede lastbilparkeringsplads ved Stejlhøj – og kom med nye løsninger.
Administrationen har nemlig udpeget lokaliteter på det eksisterende vejnet, hvor lastbilparkering kan finde sted, eksempelvis på kørebanen, i parkeringslommer eller på tilstødende arealer nær offentlig vej.
I dag findes der kun lovlig lastbilparkering på Stejlhøj i Kalundborg og på Karinavej i Høng. Det er især lastbilparkeringen på Stejlhøj, der har givet udfordringer, efter at der er kommet nye virksomheder til området, for eksempel McDonald's.
Men der er stadig brug for steder, hvor lastbilchauffører kan holde, når de skal overholde deres køre- og hviletidsbestemmelser. Set i lyset af, at Kalundborg Kommunes mange virksomheder får mange leverancer med lastbiler, har administrationen derfor screenet en række steder, hvor det ville være hensigtsmæssigt at lade chauffører og deres lastbiler holde.
Plan godkendt med bemærkninger
Udvalget har godkendt administrationens plan med den bemærkning, at forslagene omkring Gørlev Sukkerfabrik og Genvejen i Kalundborg skal indarbejdes i overensstemmelse med de politiske drøftelser, selv om administrationen ikke fandt disse placeringer hensigtsmæssige.
De nye lastbilparkeringspladser bliver derfor placeret på Genvejen i Kalundborg, Karinavej i Høng, Charlottevej i Høng, Frederiksberg i Svebølle, Rugvænget i Ubby og ved Sukkerfabrikken i Gørlev.
Ingen toiletter ved de nye lastbilparkeringspladser
Ingen af pladserne etableres med velfærdsforanstaltninger for chaufførerne. Det er fortsat erhvervslivet selv, der bør sørge for dette til de chauffører, som af den ene eller anden grund må gøre et længere ophold i forbindelse med leverancer eller afhentning af gods i kommunen.
De lastbilparkeringspladser, som kommunen udpeger og etablerer, skal generelt ses som et supplement til de pladser, som de enkelte virksomheder bør etablere på egen grund. Pladserne kan benyttes af lastbiler, der eventuelt ankommer, før det er muligt at læsse og losse, samt i forbindelse med overholdelse af køre- og hviletidsbestemmelserne i de tilfælde, hvor virksomhederne ikke har mulighed for at tilbyde dette.
Erhvervslivet har således fortsat et væsentligt ansvar på området, selv om kommunen udpeger lokaliteter til lastbilparkering.
Alt dette, samt alle forslagene til lastbilparkering kan ses i det seneste referat fra Teknik-, Natur- og Miljøudvalgets seneste møde.