Lars holder styr på affaldet på ARGOs mindste genbrugsplads
Han hjælper øboere, sommerhusejere og turister med at få affaldet placeret i de rigtige containere.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Hver tirsdag og hver anden lørdag åbner Lars Christensen porten til Sejerø Genbrugsplads. Her hjælper han øboere, sommerhusejere og turister med at få affaldet placeret i de rigtige containere.
Midt mellem kornmarker og gule murstenshuse ligger ARGOs mindste genbrugsplads. Her går 63-årige Lars Christensen hjemmevant rundt mellem de mørkeblå containere og metalburene med elektronikaffald.
Han hjælper blandt andet de besøgende med at finde ud af, hvordan en trebenet kurvestol, en rusten cykel uden sadel eller et udtjent bilbatteri skal sorteres. Lars er samtidig kendt som en god fortæller blandt øens knap 300 fastboende.
”Vi behøver ikke en biograf på Sejerø til at fortælle os gode historier. Vi har jo Lars,” fortæller en af øboerne.
Stor forskel på sommer og vinter
Aktiviteten på genbrugspladsen varierer meget i løbet af året. Om sommeren kommer både fastboende, sommerhusejere og turister forbi pladsen, mens der kan være meget stille i vintermånederne.
”Om sommeren er der nok at se til med både turister, sommerhusejere og de fastboende. Så kører jeg over med containere til fastlandet flere gange om ugen. Men om vinteren, når der ligger en halv meter sne, kommer der ikke et øje,” fortæller Lars.
Containerne med affald bliver sejlet til fastlandet og kørt videre til ARGOs genbrugspladser på Sjælland eller til Audebo Miljøcenter i Svinninge. Her bliver affaldet omlastet og sendt videre til behandling.
Tid til mere end affaldssortering
På den lille genbrugsplads er der også tid til at tale med de besøgende om livet på øen. Lars kan både svare på spørgsmål om affaldssortering og spørge ind til en borgers gamle mor på plejehjemmet eller høre, hvordan det går med renoveringen af et sommerhus i Gniben.
Tempoet er et andet end på de større genbrugspladser, og Lars kender de fleste, der kommer forbi.
”Der er mere liv om sommeren, men det kan jeg jo godt lide. Og så kender jeg langt de fleste, der kommer forbi pladsen,” fortæller Lars.