Kender du Kalundborgs sejeste idrætslærer?
Elever, forældre og kolleger kan nu indstille en lærer eller et lærerteam til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2026.
Af Gitte Korsgaard gitte@tv-kalundborg.dk
Elever, forældre og kolleger kan nu indstille en lærer eller et lærerteam til prisen Danmarks Sejeste Idrætslærer 2026. Vinderen får blandt andet 25.000 kroner til skolens idrætsundervisning.
En idrætslærer, der får alle med, skaber sammenhold og giver eleverne mod på at prøve noget nyt, kan være kandidat til Danmarks Sejeste Idrætslærer 2026.
DIF Skole OL og Dansk Skoleidræt har åbnet for indstillinger til prisen, og dermed kan elever, forældre, kolleger og skoleledelser i Kalundborg Kommune også pege på en lærer, der gør en særlig forskel.
Prisen kan gå til både en enkelt lærer og et helt idrætslærerteam. Arrangørerne efterlyser kandidater, der giver børn med forskellige forudsætninger lyst til idræt og mulighed for at udvikle sig.
Fællesskab og bevægelsesglæde
Tidligere håndboldlandsholdsspiller Jesper Nøddesbo er i år nyt medlem af juryen. Han fremhæver idrætslærernes betydning for børns oplevelse af at høre til.
“At bevæge sig sammen har altid været en stor del af de fællesskaber, jeg har haft glæde af gennem mit liv. Derfor betyder det noget for mig, at børn også får mulighed for at opleve glæden ved at høre til og mærke, at de har noget at bidrage med. Idrætslærerne spiller en vigtig rolle i at skabe rammerne for det, så børn med forskellige forudsætninger får lyst til at være med. Derfor er jeg glad for at være med i juryen og anerkende det arbejde, de gør,” siger Jesper Nøddesbo.
Hos Danmarks Idrætsforbund er ønsket med prisen at anerkende lærernes arbejde med at skabe gode oplevelser gennem idræt.
“I DIF arbejder vi for, at flere børn får glæde af idrætten, og derfor er det vigtigt for os, at idrætsfaget har en stærk plads i skolen. Jeg har stor respekt for de lærere, der giver børn mod på at prøve noget nyt og får dem til at lykkes sammen. Med prisen vil vi anerkende deres vigtige arbejde,” siger Hans Natorp, formand i Danmarks Idrætsforbund (DIF).
Indstil med tekst eller video
En indstilling kan bestå af en skriftlig begrundelse eller en kort video. Arrangørerne opfordrer til at beskrive en konkret situation, hvor læreren eller lærerteamet har gjort en forskel, og fortælle, hvad der gør undervisningen særlig.
Der er åbent for indstillinger på skoleol.dk frem til den 8. december 2026 kl. 23.59.
Blandt kandidaterne udvælges fem finalister, én fra hver region. De offentliggøres den 18. januar 2027, hvorefter vinderen findes gennem en offentlig afstemning og juryens vurdering.
Alle kan stemme på skoleol.dk frem til den 27. januar 2027 kl. 23.59.
Præmie til hele skolens idrætsfag
Vinderen modtager 25.000 kroner fra A-Sport til nye redskaber og udstyr til skolens idrætsundervisning. Derudover får alle skolens idrætslærere gavekort til kurser hos Dansk Skoleidræt.
Prisen uddeles for ottende gang, og vinderen kåres ved et arrangement på sin skole i februar 2027.
Sidste års vinder, Inge Dinis Jensen fra Ikast Østre Skole, er ligesom Jesper Nøddesbo nyt medlem af juryen.